22. juli 2009, 18:59

Skal politiet gå ind i Brorsons Kirke på Nørrebro for at undersøge, om nogle af de udviste irakere, der skal udsendes til Irak, befinder sig dér? Skal politiet bruge magt til at tage dem i forvaring, indtil de kan udsendes? Spørgsmålet har fået fornyet aktualitet, efter at 46 af de irakere, som den irakiske regering foreløbig er villig til at modtage, er forsvundet. Brorsons Kirkes præst har tidligere udtalt, at kirken ikke vil modsætte sig hvis politiet går ind, men har så til Kristeligt Dagblad tilføjet, at kirken har »status som et fredhelligt sted«.

En sådan særstatus har kirken imidlertid ikke. I oldkirkens tid, da kristendommen blev Romerrigets religion, fik kirken asylret, der fulgte med over i Middelalderen. Mennesker skulle kunne søge tilflugt i kirken, hvor deres forfølgere ganske vist kunne trænge ind, men ikke måtte bruge våben eller lægge hånd på de forfulgte. Beskyttelsen var dog langt fra fuldkommen, hvilket enhver kan overbevise sig om ved at betragte Knud den Helliges flækkede kranium i Odense Domkirkes krypt. Han blev slået ihjel foran alteret i den daværende kirke. Men ved reformationen i 1536 blev kirkens asylret udtrykkeligt ikke bragt med over i den nye forordning for kirken. I dag kan hverken uskyldige eller skyldige regne med nogen særlig beskyttelse blot fordi de søger ind i en bygning, hvor der praktiseres gudstjenester. Det siger således sig selv, at en eftersøgt barnemorder ville blive fragtet bort af politiet, selv om han var sluppet ind i en kirke og uanset hvad præsten måtte mene. I dag er kirkerummet beskyttet på en anden måde, idet lovgivningen forpligter menighedsrådene til at beskytte kirkerummets »særlige karakter«. Man kan spørge, om menighedsrådet lever op til den pligt ved at acceptere, at kirken bruges til ophold for lovovertrædere i skjul for politiet.

Med de udviste irakere er selvfølgelig ikke barnemordere. Deres lovovertrædelser er ganske vist ganske talrige. Nogle af dem har snydt myndighederne med falske papirer og urigtige oplysninger. Nogle af dem undlader at efterkomme påbud om at melde sig med jævne mellemrum til politiet. Og alle gør de sig skyldige i overtrædelse af deres pligt til at efterkomme påbuddet om at udrejse. Men grove forbrydere er de jo ikke, og derfor gør politiet klogt i at gå forsigtigt frem. Skal man gå ind i kirken, må det i denne sag ske efter godkendelse i regeringen. Heri ligger selvsagt, at da sagen er blevet til et opgør om udlændingepolitikken med de for længe siden afviste irakere som håbefulde statister, må politikere også bære det endelige ansvar, hvis og når politiet skal gå ind i kirken.

Men i mellemtiden må man formode, at politiet på bedst mulige måde eftersøger de afviste irakere, og herunder holder øje med trafikken ved Brorsons Kirke. I virkeligheden er det måske meget praktisk, at udsendelserne sker gradvist, da det efter det oplyste er svært at få plads på fly til Bagdad, hvor irakere på ferierejser fylder godt i sommertiden. De har selskab af mange af de irakiske tolke, der for et par år siden fik ophold i Danmark efter hvad der blev beskrevet som et job for dansk forsvar, der ville medføre sikker død i Irak. De vender nu frivilligt hjem.