24. februar 2009, 21:17

Regeringens skattepakke kunne sagtens gøres meget bedre. I stedet for afgifter kunne man beskære offentlige udgifter. I stedet for at vinke farvel til mange milliarder skattekroner for at lette bundskatten, som ikke gavner arbejdsudbuddet nævneværdigt, kunne man sænke topskatten til et europæisk konkurrencedygtigt niveau og få meget mere arbejdsudbud ud af det. Regeringens udspil kunne, kort sagt, åbenlyst ramme væsentligt mere præcist og effektivt end tilfældet er. Udspillet er en udvandet udgave af udspillet fra Skattekommissionen, og lukker ikke det hul i samfundsøkonomien, som de næste års mange pensionister efterlader til langt færre skattebetalere. Helt uanset den aktuelle krise og stigende ledighedstal er der grund til at erindre om økonomernes forudsigelser om velfærdstabet, der vil følge i hælene på den aldrende befolkning.

Men der er desværre gode grunde til, at udspillet måtte blive som det nu er. Helt nøjagtigt er der 25 gode grunde, svarende til antallet af medlemmer af Dansk Folkepartis folketingsgruppe. Støttepartiet har, når man ser bort fra værdi- og udlændingepolitik, meget tilfælles med den gammeldags udgave af Socialdemokratiet, der er mere optaget af at fordele samfundskagen end at gøre den større. Det er derfor en beklagelig kendsgerning, at der ikke findes noget, der bare kommer i nærheden af et flertal i Folketinget for den grundlæggende sunde økonomiske politik, som kunne fremtidssikre økonomien. Derfor er tiden inde til en dyb indånding og til at glæde sig over, at udspillet vitterligt gør det ganske meget mere attraktivt at arbejde. Det vil gøre en mærkbar forskel til det bedre for størstedelen af befolkningen, og altså især den arbejdende del. Det rummer et uskønt misundelsespolitisk indgreb i form af et loft over indbetaling på ratepension. Men der er omsider også banet vej for en grøn afgiftspolitik, der især når det gælder bilafgifter kan batte noget.

Som landet ligger, kommer Socialdemokraterne og SF ikke med i et forlig. Uanset hvor meget regeringen med Dansk Folkeparti på nakken tager fordelingspolitiske hensyn, vil det være for »skævt« for S og SF. Uanset at næsten alle i samfundet bliver bedre stillet, vil de partier nå til konklusionen, at udspillet »øger uligheden«. De to partier forfølger åbenlyst en valgstrategi, som indebærer, at et forlig om fordelingspolitik med regeringsflertallet er umuligt. Derfor er der ikke grund til at spilde tid på langvarige forhandlinger. Desværre er der risiko for, at de Radikale følger i hælene på S og SF. Ikke på grund af udspillet, men fordi de Radikale drømmer om et regeringsskifte, hvis grundlag ikke skal besværliggøres af radikal binding til et skatteforlig. Af hensyn til skattepakkens langtidsholdbarhed bør regeringen gøre hvad der er muligt inden for de parlamentariske rammer for at få de radikale om bord.

Vil reformen virke? Ja, hvis ikke det lykkes S og SF at udvande den. Den vil givet få nogle familier til nu at gøre alvor af den hushandel, der bare har ventet på lidt økonomisk sikkerhed. Man kunne blot ønske, at den kunne træde i kraft straks.