Såvel Michael Jacksons storhed som fald er symboler på den globaliserede verden
26. juni 2009, 19:51 – opdateret 26. juni 2009, 22:20
Det var at sammenligne med Elvis Presleys død, lød mange kommentarer natten til i går, da det stod klart, at King of Pop, Michael Jackson, var afgået ved døden. Og det er på sæt og vis rigtigt, for Michael Jacksons betydning for populærmusikkens historie kan på i hvert fald en række distancer måle sig med Elvis, og det samme gælder hans livsbane: En storhedstid større end ord kan forklare, og en lang, lang deroute kun afbrudt af enkelte lysglimt frem mod en alt for tidlig død.
Forskellen på Elvis Presley og Michael Jackson (der skæbneironisk nok jo en overgang var gift med Presleys datter, Lisa Marie) er eksponeringen. Man kunne også sige globaliseringen. Elvis Presley voksede frem ved, at han som hvid dreng fra den lavere middelklasse forbandt den hvide amerikanske kultur med den sorte og skabte lyden af rock’n’roll, og hans berømmelse skete hurtigt. Men for den dreng eller pige i Europa, der blev tændt af Presleys musik eller hoftevrid, var han samtidig en fjern og mytisk figur, man ikke kunne se og følge hver dag, medmindre man var så heldig at have anskaffet sig en singleplade med ham – eller kunne høre ham i nogle af de få radioudsendelser, der dengang spillede rockmusik. Fænomenet Jackson eksploderede på mange måde synkront med MTV, hvor han førte den sorte popkultur ind på den traditionelt hvide popkulturs midterbane og på et splitsekund erobrede hele sendefladen. Det var storhed i en fremvoksende, globaliseret tidsalder, og det indebar et medietryk af helt andre dimensioner, end man kunne forestille sig to-tre årtier før, da Presley brød igennem.
Men lige så meget som Michael Jacksons storhed blev et symbol på globaliseringens uanede muligheder, lige så blev hans gradvise opløsning og ultimativt hans død et udtryk for dens faldgruber. Hvor Elvis Presley kunne isolere sig i Graceland og i relativ stilhed gennemleve sit personlige forfald, skete Michael Jacksons tragedie i konstant, fuld offentlighed, kulminerende med den universelt eksponerede retssag, hvor Jackson i sidste ende blev frikendt for pædofili. Og da Jackson døde, var mobiltelefonkameraerne også tændte og kunne følge ambulancen forlade boligen i Californien og senere det i hvidt indsvøbte lig blive fragtet fra det ene køretøj til det andet ved hospitalet. Globaliseringen bærer med sig ufattelige gevinster, men når det går galt, kan det også gå galt big time.
Ikke mindst underholdningsbranchen er rig på historier, der bærer globaliseringens bedste og værste sider i sig, og Jackson var også her kongen – for det gode og for det rædselsfulde. Moderne medier har set dette. Det er ikke tilfældigt, at DR efterhånden beskytter sine barnestjerner fra MGP fra morgen til aften, ligesom den triste historie om Popstars-Jon er en lille lokal dansk Michael Jackson-fortælling – heldigvis med en lykkeligere udgang. Nu er Michael Jackson død, og i den moderne medievirkelighed har vi alle adgang til en luns af hans personlige tragedie. Lad det samtidig være en påmindelse om, at globaliseringen er en realitet, som ikke går væk, men som man gør klogt i at forvalte med omtanke.
































