Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:
Leder:

Leder: Balladen om kong henrik

Ulykkeligt og skadeligt hvis monarkiet reduceres til en strid om titler.

Midt i en bevæget tid for det danske kongehus antager debatten om monarkiet og ligestillingen nu en karakter, der risikerer at svække monarkiet snarere end at styrke det. Årsagen er diskussionen om prins Henriks eventuelle muligheder for antage kongetitlen – en debat der delvis på prins­gemalens egen foranledning er opstået i dagene efter afstemningen om tronfølgeloven, men som politikerne for længst burde have lukket for kongehusets egen skyld.

Det blev lykkeligvis til et ja til ændringen af tronfølge­loven i søndags, fordi tilstrækkeligt mange danskere trods alt fandt et engagement i at ligestille prinsesser og prinsers adgang til tronen. Det ja var en styrkelse af det danske monarki, men i dagene op til afstemningen kom samfundsdebatten i Danmark i hidtil uset omfang til at handle om det helt grundlæggende spørgsmål om monarkiets fremtid. Tronfølgelovsafstemningen skulle trække folk af huse til EP-valget, fordi den blev anset for at være en sællert. Det var den også, men helt utilsigtet endte det med en diskussion om monarki eller ej, forstærket af at adskillige politikere forlod de standpunkter, deres partier officielt havde til spørgsmålet og kom med meldinger, der kun kunne forstås som en mangel på helhjertet opbakning til monarkiet.

Alligevel blev tronfølgelovsændringen altså stemt igennem, uagtet at monarki-debatten fortsætter i medierne og i hastigt voksende Facebook-grupper, der argumenterer for en republik. Den bølgegang kunne monarkiet i Danmark nok tåle, for kongehuset står stadig stærkt hos den altovervejende del af den danske befolkning, selv om meningsmålinger viser en let vigende opbakning i de seneste år. Monarkiets usvækkethed i Danmark er fortjent – ingen har endnu kunnet anvise et bedre fungerende system end det eksisterende, som også af historiske grunde er værd at værne om.

Det er her, debatten om prins Henrik på fæl vis kommer væltende ind i billedet. For debatten om prins eller konge har intet med ligestilling eller ligebehandling at gøre. En eventuel ændring af titlen på den person, som er gift med en kvindelig monark, vil jo ikke få betydning for personens formelle status, som stadig vil være helt sammenlignelig med de dronninger, der er gift med mandlige monarker. Derved er diskussionen om monarkiet pludselig reduceret til en ren strid om titler, og det er både ulykkeligt og skadeligt for kongehuset, som ellers netop i søndags oplevede en klædelig og glædelig opdatering.

Man kan måske have forståelse for, at prins Henrik selv i et ubevogtet øjeblik udtaler sig om problemstillingen, men at politikerne over en bred kam griber diskussionen og lader den leve videre ved at støtte, at prins kan blive til konge, hvis kongehuset selv ønsker det, er ubegribeligt. Her burde politikerne – også fra Konservative – have vægtet beskyttelsen af kongehuset højere end at puste til en debat, ingen andre end monarkiets modstandere kan have en interesse i.

 

Deltager du i debatter på nettet?
Svar på et par hurtige spørgsmål fra Syddansk Universitet om hvorfor her.