2. februar 2010, 23:01

Verden så en forsmag på et nyt selvbevidst Kina ved klimatopmødet i København. Nu er den gal igen, idet Kina raser over, at USA forventes snart at modtage Tibets åndelige leder Dalai Lama og tillige agter at sælge avancerede våbensystemer for mange milliarder til Taiwan. Det er vigtigt, at den frie verden insisterer på, at vi selv bestemmer, hvem vi modtager, og hvem vi sælger våben til.
Det skal i hele debatten ikke glemmes, at Kina grundlæggende er en kommunistisk etpartistat, der slår hårdt ned på politiske og religiøse dissidenter, selvom landet siden sin åbning mod Vesten for mere end 30 år siden har udviklet sig til en succes.

Det gode spørgsmål her og nu er, om Kina udgør en trussel mod Vesten, og i givet fald hvilke forholdsregler vi skal tage. Her kan anlægges to vurderinger. Dels at landet er fredeligt, dels at landet har magtpolitiske aspirationer.

I vurderingen af Kina som fredsommelig spiller historien en vældig rolle, som vi andre kan have svært ved at forstå. Det handler således i høj grad for den herskende, teknokratiske elite i kommunistpartiet om at holde sammen på dette enorme rige; akkurat som det har gjort for fortidens herskere, der har måttet bære fremmede magters besættelse. Styret bruger derfor mange kræfter på at bekæmpe, hvad det ser som den mindste form for separatisme. Deraf stammer uviljen mod vestlig støtte til et frit Tibet og Taiwan, der ses som en del af Kina, trods det at Tibet er besat område, og det demokratiske Taiwan har været selvstændigt siden 1949.

Tilhængerne af Kina som fredeligt argumenterer også for, at regimet i Beijing udelukkende samarbejder med en række af verdens mest tvivlsomme regimer, såsom Sudan og Zimbabwe, fordi landet har brug for råstoffer. Det er her, andre iagttagere bliver særdeles bekymrede. De hæfter sig ved, at Kina i FN agerer som beskytter af dubiøse stater, og at det blokerer for demokratiske fremskridt i verden. Ligeledes hæfter disse sig ved, at Kina, på grund af årtiers betydelige opsparing mens Vesten levede for lånte kinesiske penge, er blevet en så stor økonomisk spiller, at landet får stor indflydelse i verdensøkonomien – herunder i USA.

Når landet således forsøger at gøre sig gældende i verdenspolitikken, er der dog, uanset analysen, brug for, at Vesten utvetydigt melder sig på demokratiets side og gør det klart, at vi mødes med dem, vi vil, samtidig med at vi insisterer på den kritiske dialog med Kina. I så henseende var Danmarks undskyldende adfærd efter Kinas vrede over statsministerens møde med Dalai Lama særdeles problematisk. Vi skal ikke undskylde. Men vi skal vænne os til, at det stærke Kina prøver grænser af. Vesten taber overalt, hvis ikke vi står fast på vores værdier. Et land som Kina skal vi ikke møde med svaghed, men med styrke.