18. marts 2010, 23:00

Det har nærmest rituel karakter, når Kommunernes Landsforening ved sit topmøde, forud for forhandlingerne om kommuneøkonomien, advarer om, at det vil ramme danskerne hårdt, hvis ikke staten sender flere penge. Men det må stå klart, at i et af verdens højest beskattede lande med de største offentlige udgifter nogensinde, kan man ikke blive ved med at øge skatteskruen. Kommunerne burde i stedet for at overveje beskæring af centrale velfærdsydelser se kritisk på mængden af bureukrati og øge graden af udlicitering.

Som ved tidligere møder af denne slags markerer både opposition og regering sig med egne forslag. Regeringen har varslet en såkaldt nulløsning, hvor udgifterne til kommunerne følger den almindelige pris- og lønudvikling, fordi økonomien ikke kan tåle yderligere udvidelser. Socialdemokraterne synes omvendt parat til at afskaffe skattestoppet og øge udgifterne. Men da danskerne er snusfornuftige folk, kan det ikke undre, at henved halvdelen, ifølge en meningsmåling, vil bevare skattestoppet. Givetvis sker det ud fra devisen, at man ved, hvad man har, men ikke hvad man får i stedet.

Det kan konstateres, at kommunerne foreløbig har vundet den offentlige debat. Det er ikke så mærkeligt, at troværdigheden er høj, da de har ansvaret for den primære, borgernære service. Tillige har kommunalpolitikerne en nærhed til borgerne, hvoraf flere højlydt efterspørger yderligere velfærdsydelser. Oveni kommer presset fra hele hornorkestret af organiserede særinteresser, der ville være i stand til at bruge nationalproduktet to gange, hvis de havde magt, som de har agt. Kun få tager skatteydernes parti, men netop dette synspunkt trækker sjældent overskrifter i et land som Danmark.

KL mener selv, at en vej ud af den tilsyneladende finansieringsklemme, er at se fordomsfrit på de offentlige ydelser, f.eks. ved brugerbetaling. Problemet er ikke så meget at diskutere brugerbetaling. Problemet er, at det underforstås, at selvom brugerbetalingen øges, forbliver skattetrykket uændret, men derved beder man blot borgerne betale ydelserne over to gange.

I den private sektor er finanskrisen blevet brugt til at få styr på omkostningerne. Paradoksalt nok handler den offentlige debat slet ikke om denne opgave. Der tales slet ikke om de betydelige gevinster, der kan nås ved en gennemgribende udlicitering i kommunerne, som tillige vil skabe et velfungerende marked for velfærds- og serviceydelser; et marked hvor markedet vil sikre et pres for, at der løbende effektiviseres, hvilket kommunerne åbenbart ikke selv magter. Samtidig kan der meget vel ses kritisk på mængden af administration og udgifter, hvoraf alle dele næppe er nødvendige. Endelig kunne der også være noget at hente ved, at kommunerne lod sig inspirere af de kommuner, der arbejder dygtigst og smartest. Ærligt talt, så er det gammeldags bare at bede om flere penge. Her ville det være fremadrettet med kommunal innovation og samme effektivisering, som det private erhvervsliv kan præstere.