7. marts 2010, 22:30

Valget i Irak bliver skelsættende på flere måder. For det første er det formentlig det sidste valg under amerikansk besættelse, og for det andet bliver det det valg, der for alvor kommer til at afgøre, om Irak er i stand til at klare en demokratisk proces uden igen at gå i opløsning. Op til valget har der været terroraktioner, som minder os om, at freden er skrøbelig.

Med premierminister Nuri al-Maliki ved magten er det trods alt lykkedes at holde Irak i en svær balancegang mellem de mange grupper. Der har været afgørende fremskridt under den hidtidige regering. Det store spørgsmål er, om det kan fortsætte, så de amerikanske styrker kan være helt ude af Irak i 2011.

Hvem der vinder valget er selvfølgelig usikkert. Men hvis Maliki fortsat får de fleste stemmer, så kan han ikke regere alene efter valget, men skal allierede sig med en række andre partier. De kommende regeringsforhandlinger vil give de første fingerpeg om, hvorvidt demokratiet kan holde. Flere iagttagere har peget på, at Irak faktisk er ved at udvikle sig til et rigtigt demokrati og dermed er den succeshistorie, den daværende amerikanske præsident, George W. Bush, drømte om. Men det er trods alt for tidligt at udråbe Irak til en demokratisk succes. Demokrati er der, men det afgørende er, hvordan det i de kommende år bliver forvaltet.

Der er det nødvendigt, at premierministeren sammen med præsidenten og de øvrige regeringsmedlemmer er i stand til at holde sammen på sunni- og shiamuslimerne og kurderne i nord og holde syrisk og iransk indflydelse uden for. Det sidste bliver svært. Iran gør, hvad de kan for at øve indflydelse på landets shiamuslimer, som er i flertal. Men det er trods alt lykkedes at få sunnimuslimerne til at stemme denne gang. Sidst boykottede de valget.
Nu skal man ikke glemme, at de irakiske institutioner, som holder sammen på et samfund, eksisterede under Iraks tidligere leder, Saddam Hussein.

Der var velfungerende ministerier og en lovgivning, der samlede på det komplicerede samfund. Nogle gange med stor brutalitet. Men der var de institutioner, der skal til for at kitte et samfund sammen uden selvfølgelig Saddam Husseins brutale undertrykkelse. Efter det sidste valg var ikke mange politikere interesserede i kompromisser. Siden er der sket et mirakel i form af, at parlamentet har fungeret, og at der er vedtaget nye love. Det er denne positive ånd, som det her valg skal bygge videre på. Ellers kan amerikanerne skyde en hvid pind efter at trække sig ud allerede fra i sommer.

Irakerne trodser farerne og går til stemmeurnerne. Men det er de kommende uger, der kommer til at afgøre, om Irak udvikler demokratiet. Der begynder nemlig regeringsdannelsen og de vanskelige koalitionsforhandlinger. De kommer til at afgøre, om Irak fortsætter en fredelig udvikling. Hvis det sker, så kan man håbe, at det er startskuddet til mere demokrati i Mellemøsten. Iran og Syrien står så for tur.