30. januar 2010, 23:30

Storbritanniens tidligere premierminister, Tony Blair, klarede sig rimeligt igennem en flere timer lang høring om krigen i Irak. Det var en nødvendig høring, fordi den både gav et indblik i Blairs politiske værksted før, under og efter invasionen af Irak i 2003. Samtidig gav høringen den britiske befolkning en reel mulighed for at forsone sig med krigen, som også i Storbritannien på det seneste har delt befolkningen.

Kommissionshøringen får ikke nogen former for konsekvenser for Blair selv. Men man fornemmede på Blairs indledende nervøsitet, at hans eget eftermæle var på spil, og at det britiske Labour-partis muligheder for at vinde det næste valg også var i fare, hvis ikke han klarede spørgsmålene tilfredsstillende.
Blair gav svar på en række vigtige emner som f.eks., om han på forhånd havde givet den tidligere amerikanske præsident, George W. Bush, en garanti for, at Storbritannien ville gå i krig sammen med USA uanset udfaldet af den irakiske leder, Saddam Husseins svar på utallige FN resolutioner. Det svarede han overbevisende nej til. Samtidig gav Blair udtryk for, at han mente, at den omstridte FN resolution 1441, som også herhjemme debatteres, var tilstrækkelig til at indlede krigen, fordi Saddam Hussein ikke efterlevede resolutionens tekst om at samarbejde om at få våbnene fjernet. Men samtidig fortalte Blair, at han selv troede, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, og at krigen fra britisk side derfor blev indledt, fordi man ville forhindre den irakiske præsident i at give våbnene videre til ekstremistiske muslimske elementer som f.eks. Al Qaeda.

Det var et vigtigt blik ind i den politiske proces, og der er ingen tvivl om, at mange britiske vælgere for første gang fik et indtryk af de mange beslutninger, der skulle træffes på kort tid. Blair selv var svag, når han skulle forklare, hvorfor han tog fejl i sine vurderinger af, hvor vanskelig krigen i Irak ville blive at vinde. »Vi havde ikke den fornødne viden«, sagde han. Et udsagn, som ikke virkede overbevisende, eftersom utallige eksperter allerede dengang var klare i mælet om, hvor svært det kunne blive at demontere en stat som Irak og så forene den igen med de utallige stridende grupperinger, der var og er. Det blev overhørt, og forklaringerne om, hvorfor han ikke lyttede til den viden, kom ikke.

De fleste blev dog klogere ved at lytte til Blair. Briterne fik at vide, at 11. september betød meget for Blairs beslutning om at gå i krig, og at det var en politisk »beslutning«, der lå til grund for deltagelsen. Dermed fik Blair også sat en midlertidig parentes omkring den folkeretslige debat om det lovlige i grundlaget for krigen. Tilbage står spørgsmålene om, hvor informeret Blair var om kvaliteten af efterretningsrapporterne, og hvad de betød for hans beslutninger. Denne ramme manglede. Derfor er det nok heller ikke sidste gang, at vi hører Blairs syn på Irak-krigen.