4. februar 2010, 22:30

Det er åbenlyst, at skolelederen på Holbergskolen i Københavns nordvestkvarter har en dårlig sag, når han vælger at begrunde et kønsadskilt møde om mobning, med hensynet til, hvad muslimske fædre mener om deres ægtefællers deltagelse i forældremøder. Det er også åbenlyst, at integrationskonsulenten på stedet grundlæggende har misforstået sin opgave, når man tror, at integrationen af forældre og børn går gennem et knæfald for kulturelle normer, der ikke hører hjemme i nogen som helst dansk offentlig institution.

Det er til gengæld knap så åbenlyst, hvad oppositionens største parti egentlig mener om sagen, og det sætter i sidste ende et alvorligt spørgsmålstegn ved, hvilken integrationspolitik danskerne kan se frem til, hvis det kommer til et regeringsskifte. Den ansvarlige borgmester på området, børne- og ungedomsborgmester Anne Vang (S), bakkerstøtter således op om skolelederens beslutning og argumentation, og hun får støtte af overborgmester Frank Jensen (S). På samme linje finder vi den radikale Manu Sareen, der blot bekræfter det røde flertals slingrende kurs på udlændingeområdet. Hvilket bliver fint sat i relief, når SFs leder Villy Søvndal undsiger Holbergsskolens ledelse, mens Socialdemokraternes integrationsordfører på Christiansborg knap nok tror, hvad han hører fra Rådhuset -- som han udtaler til denne avis.

At det har vist sig, at Integrationsministeriet har været med til at sponsorere det mandefri mobbemøde, er i denne sammenhæng ligegyldigt. Det handler om motivet og hensynet, der alene ifølgelg. skolelederen alene skyldes muslimske fædres håbløst forældede kønssyn. At det skulle være en formildende omstændighed, at man på Blågårds Skole på Nørrebro længe har haft kønsadskilte møder, er mere end svært at få øje på. Det kan godt være, at man her mener, at det er en succes, at muslimske kvinder møder op på skolen, og sågar i svage øjeblikke lader sløret falde i et skoleunivers renset for individer af det modsatte køn. Men hvor langt er man så overhovedet nået med integrationen på Nørrebro?

Det virker, som om årtiers berøringsangst over for etniske minoriteter, og svigt af skolens opgave om at opdrage til fællesskabet, der bygger på et frit og åbent samfund og ikke mindst kønnenes ligestilling, nu er endt med en kulturel kapitulation, som man forsøger at sælge som et første skridt på vejen mod bedre integration, men som i virkeligheden er første skridt til afvikling af det fællesskab, som er velfærdssamfundets byggesten.

Hvis det viser sig, at flere skoler udover Holbergskolen og Blågårds Skole har svært ved at påtage sig ansvaret for at formidle de værdier, som den danske folkeskole bygger på, så er det ikke længere nok, at undervisningsminister Bertel Haarder (V) ikke vil lege »«overskoleleder«,« men nøjes med at lægge afstand til udtalelserne. Hvis flere skoleledere -- i misforstået tolerance -- på den måde er med til at underminere den nødvendige integrationsproces, som statsministeren i flere omgange har gjort til regeringens indsatsområde, er det nødvendigt, at ministeren kommer på banen, og klart markerer, hvor grænsen for intolerance går.