14. september 2007, 03:00

Indvandring som tema har stået højt på det portugisiske EU-formandskabs dagsorden lige siden landet 1. juli overtog dirigentstokken i fælleskabet. Og det er ikke så underligt: Sammen med en række andre Middelhavslande mærker man her for alvor, hvor tiltrækkende Europa er for mange fattige, ikke mindst fra Nordafrika. Illegale indvandrere sætter dag efter dag livet på spil i et forsøg på at nå inden for EUs grænser og dermed få chancen for at undslippe fattigdommen i deres hjemlande. Der er bred erkendelse blandt de 27 EU-lande af, at problemerne ikke kan løses af de enkelte sydeuropæiske lande selv, men at nøglen til en løsning ligger i en fælles politik på området. Så langt er landene i det mindste enige. Men heller ikke meget længere. Det udspil, som den italienske EU-justitskommissær Franco Fattini i går tegnede konturerne af, skal nok få en svær gang i adskillige EU-lande.

Udspillet handler både om den illegale indvandring og den lovlige og vil uden tvivl åbne EU-grænserne for millioner af indvandrere i de kommende årtier. Målet med udspillet er med Fattinis ord, at EU-landene og deres borgere fremover skal opfatte indvandring som en »berigelse« og et »uundgåeligt fænomen« i vores del af verden, og ikke som en trussel. En ikke helt let opgave, kan man vist roligt sige, uanset hvor sympatisk tanken end måtte lyde.

Men kendsgerningen er dog, at problemerne ikke går væk af sig selv, og at vi i Europa – i nogle lande mere udtalt end i andre – samtidig har en økonomisk egeninteresse i at få dem løst. Det skal bare gøres på den rigtige måde. I dag virker EU-landene som en magnet på ufaglærte arbejdere fra fattige lande. De seneste tal viser, at 85 pct. af den ufaglærte arbejdskraft fra disse lande søger til EU, mens USA kun får 5 pct. af disse arbejdere. Omvendt får USA 55 pct. af de faglærte indvandrere – dem får EU-landene kun 5 pct. af. Den fordeling skal der laves om på, mener EU-Kommissionen, som med en række konkrete initiativer vil give de faglærte indvandrere bedre og nemmere adgang til EU ved at harmonisere reglerne på tværs og blandt andet lempe adgangsproceduren.

En række europæiske lande ville ikke have nået den økonomiske velstand, de har i dag, hvis ikke de havde kunnet trække kvalificeret arbejdskraft over grænserne fra såvel EU-lande som fra andre lande. Herhjemme har vi også et stort og udækket behov i disse år for højt kvalificeret arbejdskraft, og det er blandt andet forsøgt løst med Green Card-ordningen og jobkortet til indvandrere. Men det er langt fra nok. Velfærdskommissionen vurderede i december 2005, at den danske arbejdsstyrke falder med 350.000 i de kommende 40 år, og den udfordring løser vi ikke alene ved at hæve pensionsalderen og efterlønsalderen. Der skal andre midler til.

Vi skal f.eks. have nedbragt arbejdsløsheden blandt de indvandrere, der lever i Danmark i dag: Op mod halvdelen af indvandrerne i den arbejdsduelige alder fra ikke-vestlige lande er slet ikke på arbejdsmarkedet, men forsørges af deres familier eller det offentlige. Det må og skal vi kunne gøre bedre. Og vi kan også godt åbne grænserne for endnu flere kvalificerede indvandrere. Men det afgørende er, at vi ikke begår de fejl, som kendetegnede indvandringspolitikken langt op i 1990erne, og som vi den dag i dag kæmper med.