Leder::

Homoseksuelle foran alteret

Folkekirken må selv tage initiativet, hvis vielsesritualet også skal omfatte bøsser og lesbiske. Men det er ikke så ligetil en sag.

Undertiden kan man undre sig over den interesse for kirkelige anliggender, der udvises i kredse, som ellers ikke har noget til overs for tro, og som egentlig helst ser folkekirken nedlagt. Da en flok asylsøgere blev fjernet fra Brorsons Kirke, fordi de ikke ville anerkende dansk lovgivning, kom begrebet kristen næstekærlighed pludselig på manges læber. Nu er det - igen - den kirkelige vielse, der er oppe at vende. Baggrunden er, at den svenske kirke har besluttet at acceptere homoseksuelle vielser. Det har fået de Radikale til at genfremsætte et tidligere forslag om at ændre ægteskabsloven, så bøsser og lesbiske også i Danmark kan blive kirkeligt viet.