26. november 2009, 22:30

Kampen mod terror i Afghanistan har sin høje pris, og det er naturligt, at NATOs indsats fra tid til anden sættes til diskussion. Det er afgørende for en folkelig opbakning i Vesten, at denne diskussion foregår i fuld åbenhed og med alle kort på bordet, således at befolkningerne kan forstå de beslutninger, som generalerne og politikerne træffer. Derfor er det også godt, at forligspartierne i dag mødes for at drøfte situationen forud for, at den amerikanske præsident, Barack Obama, formentlig om kort tid offentliggør sin Afghanistan-strategi, som angiveligt skulle betyde yderligere 34.000 soldater til Afghanistan.

Som man kunne læse i går i Berlingske Tidende, er situationen selvfølgelig stadig meget kompliceret. Nogle konkluderer, at næsten 90 procent af de personer, som de vestlige styrker kæmper imod, ikke er Taleban eller al-Qaeda-folk, men et grumset sammensurium bestående af lokale stammemilitser, narkobaroner og almindelige kriminelle, der kæmper om territorier. Afghanistan er et lokalt præget samfund, hvor stammelederne ikke har tænkt sig at adlyde centralregeringen i Kabul, så dér ligger der selvfølgelig en åben konflikt, hvis den centrale regering skal ind og ændre noget. Narkobaronerne har der været skiftende holdninger til. De fleste NATO-styrker er gået uden om dem, fordi det ikke var deres bord, men amerikanerne har været mere offensive i deres kamp for at få has på nogle af opiumsmarkerne. Almindelige kriminelle skal og må være de lokale politifolks opgave. Men bundlinjen er, at NATO opererer i et vanskeligt politisk område med mange ubekendte faktorer. Vi har valgt at gå ind for at slå terroren ned, afskaffe Talebans rædselsstyre og med tiden sikre afghanerne bedre forhold med demokrati.

Nytter det så noget? Det ved vi jo af indlysende årsager ikke endnu. Der er mange, der tegner et dystert billede på baggrund af, hvor vi står nu med en afghansk regering, der ikke stopper korruption, med en nødhjælp, der åbenbart ikke hjælper, og en række lokale stammeledere, som plejer egne interesser. Dertil kommer, at Taleban og al-Qaeda stadig har et overskud til at køre en offensiv på flere fronter – mod den pakistanske hær i Waziristan og mod de internationale styrker i Afghanistan.

Vi er nødt til at tro på, at det nytter noget. Der sker også små fremskridt i Afghanistan. Demokratiet bliver ikke bygget på en dag, og Taleban og al-Qaeda følger med stensikkerhed vores debat fra deres skjulesteder på grænsen mellem Pakistan og Afghanistan. Den danske indsats er prisværdig. Soldater og genopbygning til Afghanistan og et omfattende hjælpeprogram til Pakistan. 140 millioner kr. giver vi i hjælp til Pakistan. Og kritikerne kan godt hævde, at Pakistan selv har råd. Men denne dobbelte indsats er et resultat af regeringens helhedstankegang. Vi går ind både med militære midler og med genopbygning og hjælpeprogrammer. Det er en kurs, der er rigtig. Og som vi skal støtte på alle tænkelige måder. Ellers går det rigtig galt.