7. februar 2010, 23:00

Tilværelsen kan være unfair ved statsministre. Tag Lars Løkke Rasmussen. Han fik af mange en stor del af skylden for det delvist kiksede COP15-klimatopmøde, selv om statsministerens indsats – hvor uelegant den endte med at blive – næppe kunne have gjort til eller fra i forhold til en række lande med Kina i spidsen, der var fast besluttet på at obstruere forsøget på at nå en globalt forpligtende aftale. Og han måtte se sit forsøg på at sætte en dagsorden for 2010 spoleret af balladen om madpakkeordninger, burkaer og velfærdsreformer – sager Løkke enten havde arvet fra sin forgængers tid eller havde fået kastet i hænderne af den konservative regeringspartner.

Men hvor dobbelt unfair det end kan synes, er der ikke plads til klynk, frustration eller flugt i et statsminister embede. Den stærke statsminister skal netop kendes på sin evne til at håndtere selv uretfærdige møgsager med et markant ledelsesmæssigt overskud og på jernviljen til at ville erobre og sætte den politiske dagsorden, selv om alle andre – oppositionen, medierne – gerne vil gøre det. Målt på den skala har Lars Løkke Rasmussen desværre selv bidraget til billedet af en regeringschef, der ikke kan klare strid modvind, med den uheldige sag om udeblivelsen fra et møde med 80 udenlandske ambassadører og senest med en lidt skævt timet Tenerife-ferie, der var som designet til at kunne bruges af Løkkes modstandere som beviset på, at statsministeren er typen, der tager flugten, når det bliver for hedt.

I dag er Lars Løkke Rasmussen så hjemme igen og kan konstatere, at kritikken af hans virke er tiltaget, mens han har været bortrejst. Selv folk fra inderkredsen er i medierne de seneste dage blevet citeret for bekymring over, hvorvidt Løkke er robust nok til jobbet. Og ikke mindst robust nok til at vinde næste folketingsvalg, hvilket en ildevarslende meningsmåling har været med til at så tvivl om. Går det galt, når der senest i efteråret 2011 skal være valg, vil det ikke kun være en ulykke for statsministeren. Danmark behøver en fortsat stærk borgerlig regering, der kan føre landet ud af krisen og skabe grobund for at sikre velfærden i fremtiden, snarere end en S-SF-ledet regering, der har masser af ideer til, hvordan velfærden skal fordeles, men langt færre bud på, hvordan den skal skaffes til huse. Derimod er der stor grund til at tiltro Lars Løkke Rasmussen evnerne, indsigten og erfaringen til at styre landet igennem de oprørte vande, krisen har skabt. Men nu må han for alvor til at vise, at han også har modet og viljen til at gøre det. Det kræver, at han som statsminister får skiftet gear fra taler om visioner og drømme til udfærdigelsen af markante politiske handlingsplaner til sikring af landets økonomi og velfærd på kort og lang sigt. Og det kræver ledelse uden den seneste tids vaklen og politiske blundere. Danmark har brug for en fokuseret statsminister. Det er nu, Lars Løkke Rasmussen skal godtgøre, at den fokuserede statsminister er ham.