Euro-samarbejdets fordele for vigtige til at lade grækerne i stikken.
15. februar 2010, 22:30
I de sidste ti år har samarbejdet mellem de førende europæiske lande om den fælles valuta euroen været en ubetinget succes. Undervejs har flere af de store eurolande ganske vist leveret statsunderskud, der overskrider den tilladte grænse i den stabilitetspagt, som fungerer som erstatning for en egentlig fælles europæisk finanspolitik. Alligevel er det lykkedes den europæiske centralbank at fastholde tilliden til euroen takket være en velgennemført penge- og rentepolitik.Til tider har man endda talt om, at euroen kunne gøre dollaren rangen stridig som verdens reservevaluta.
Men nu sætter den økonomiske krise eurosamarbejdet under pres og bringer økonomierne ud af takt. Krisen afslører ubarmhjertigt de store svagheder i de sydeuropæiske lande som Grækenland, Spanien, Portugal og Italien, hvor et gennemreguleret, stift arbejdsmarked og en omfattende statslig pensionsforpligtelse hæmmer den økonomiske udvikling. Værst ser det ud i Grækenland. Underskuddet på statens budget er nået op på 12 pct. af bruttonationalproduktet, fire gange så meget som tilladt i stabilitetspagten. Det store underskud er begyndt at underminere tilliden til euroen og har samtidig udløst frygt på de finansiellle markeder for en græsk statsbankerot.
Så vidt kommer det ikke. Selvom de øvrige eurolande ikke er særligt konkrete, når de lover at hjælpe Grækenland, står der for meget på spil til blot at lade grækerne ligge, som de har redt. Den fælles europæiske valuta har fremmet samhandlen i Europa og forhindret ødelæggende konkurrerende devalueringer de europæiske lande imellem, som vi så det under kriserne i 70erne og begyndelsen af 90erne. Disse resultater ønsker ingen at sætte over styr ved at lade et medlemsland gå ned. Spørgsmålet er alene, hvordan den økonomiske byrde ved hjælpen skal fordeles.
Eurolandenes håndtering af den græske krise kan få stor betydning for den danske debat om ophævelsen af euroforbeholdet, som regeringen har lovet at sætte til folkeafstemning. For strenge krav kan bruges af euromodstanderne til en skræmmekampagne om, hvordan EU dikterer den økonomiske politik i medlemslandene. For svage krav kan udløse påstande om, at danskerne skal betale for sydeuropæernes økonomiske letsindighed.
Derfor er det afgørende, at hjælpen til Grækenland tilrettelægges på en måde, der ikke svækker motivationen hos den græske centrum-venstre-regering til at gennemføre den økonomiske hestekur, som den har stillet i udsigt. Samtidig må hjælpens form sende et klart signal til Spanien, Portugal og Italien om, at de vælger reformvejen og undgår den ydmygelse, som grækerne allerede har udsat sig for ved ikke at gribe ind i tide. For at kunne sende et sådant signal med troværdighed er det nødvendigt, at de toneangivende eurolande fremover selv overholder stabilitetspagtens krav til budgetunderskuddenes størrelse.
