28. november 2009, 23:00

Connie Hedegaard blev hverken miljø- eller energikommissær oven i den klimaportefølje, hun helt som forventet fik, da EU-kommissionsformand José Manuel Barroso fredag præsenterede sit nye hold, og det har affødt mange spekulationer om den reelle tyngde i det job, der venter den danske minister i Bruxelles. Det er da også langt fra givet, at kommissærposten automatisk vil redde klodens klima og blive en utvetydig succes for Connie Hedegaard og for Danmark, men det er næppe på grund af porteføljens størrelse.

Her er det tværtimod værd at hæfte sig ved, at Connie Hedegaard nu får mulighed for at koncentrere sig 100 procent om det, der også er hendes vigtigste kvalifikation som kommissær; nemlig at hun måske er den politiker i den vestlige verden, som på klimafronten har det stærkeste netværk, den mest detaljerede viden og den internationale status, der skal til for at rykke nogle afgørende hegnspæle på klimaområdet. Her havde det næppe været gavnligt for Connie Hedegaards fokus, hvis hun også skulle slås med alskens større og mindre problemer på energi- og miljøområdet.

I stedet har kommissionsformand Barroso signaleret, at klimapolitikken får selvstændig opmærksomhed i de kommende år, og at Connie Hedegaard har fået et specifikt mandat til at arbejde på tværs af de øvrige ressort-områder i kommissionen. Denne opbakning fra Barroso kan Hedegaard få god brug for, eftersom bekymringen over, i hvor høj grad klimakommissæren kommer til at slås med andre interesser, jo kan være reel nok. Pointen er blot, at uanset hvor mange områder, man havde proppet ind under klimakommissæren, så var disse slagsmål kommet alligevel. Det er en del af hele klimapolitikken, at den skal forsøge at forene tilsyneladende modstridende interesser i en fælles ambition om at nedbringe klodens CO2-udledning tilstrækkeligt. Det får Connie Hedegaard nu mulighed for at bruge hele sin tid på i Bruxelles, og det er nok alt i alt en fordel.

At der virkelig er store interesser på spil vidner de seneste dages internationale debat på klimafronten om. En mailkorrespondence mellem førende klimaforskere er blevet hacket og afslører tilsyneladende, at forskerne forsøger at undertrykke kritikere af FNs klimastrategi. Den såkaldte climategate-sag er givet belastende for forskernes troværdighed. Men den udstiller også kritikernes store svaghed, nemlig at argumenterne for at fortsætte den nuværende CO2-udledning er så forsvindende få. Der er mange grunde til at finde nye måder at sikre klodens energiforsyning på: Klimaet, afhængigheden af udemokratiske olieproducerende regimer – og det faktum, at de fossile brændstoffer på et snarligt tidspunkt ikke er til rådighed mere. Der er i sandhed nok at tage fat på for den nye klimakommissær.