Leder::

Frank Jensens 100 dage

Nyt underskud i Københavns Børne- og Unge­forvaltning afspejler en rystende mangel på respekt for skatteydernes penge.

Frank Jensen har endnu ikke siddet 100 dage som socialdemokratisk overborgmester i København, så han skal ikke kritiseres for hverken manglende udspil eller handlekraft. Han har oven i købet overtaget en rodebutik af en kommune efter sin forgænger, Ritt Bjerregaard, som sluttede sin borgmesterperiode med en bemærkning om, at København faktisk slet ikke lader sig styre. Så vi giver gerne Frank Jensen arbejdsro. Men vi vil indtrængende opfordre den nye overborgmester til at bruge hele sin arbejdstid plus aftener og weekender til at gennemtænke, hvordan han får rettet op på kursen. For lige nu sejler den københavnske skude durk mod afgrunden.

»Det er økonomien, fjolser!« sagde Bill Clinton, da han i sin tid stillede op som amerikansk præsidentkandidat. De ord kan Frank Jensen gøre til sine. Der skal styr på udgifter og indtægter, og der skal luftes ud i den kafkaske labyrint, som administrationen og det politiske styre af landets hovedstad har udviklet sig til. Hvis ikke det sker, så vil den tiltagende stagnation, der har præget København de senere år, blive til lodret stilstand, og så er der ikke længere penge til hverken sociale ydelser, børnepasning eller kultur.

Seneste eksempel kommer fra Københavns Børne- og Unge­forvaltning – hvor ellers, fristes man til at spørge. Her er det lykkedes forvaltningen at oparbejde et underskud på op mod 100 mio. kr., som altså skal lægges oven i de 200 mio. kr., som forvaltningen i forvejen havde som minus på regnskabet. Misèren skyldes en næsten hjertegribende naivitet hos de ansvarlige. Skoler og børneinstitutioner har brugt løs af deres opsparing. Lederne her ville nemlig ikke risikere, at den opsparing skulle havne i en stor fælleskasse til at dække det oprindelige underskud. Så i stedet for at bidrage til at redde økonomien har institutionerne brugt pengene til at købe gyngeheste, møbler og legetøj.

Man kan såmænd dårligt nok bebrejde institutionslederne deres dispositioner. De gynger og reoler har der sikkert været brug for. Det er nemlig et af paradokserne i København, at mens politikere og administration bruger løs af penge, så oplever forældre og børn nedslidte skoler, forældet undervisningsmateriale og uhensigtsmæssigt indrettede institutioner. Der er simpelthen behov for at skære igennem hele forvaltningsdynen, centralisere den økonomiske styring, gennemgå pengestrømmen og skabe enklere og gennemskuelige strukturer – det gælder også på det politiske område. Desværre tilhører Frank Jensen et parti og er sat på borgmesterposten på opfordring af en partiformand, som mener, at alle økonomiske problemer kan løses gennem højere skatter og flere offentligt ansatte. Der ligger en stor og pædagogisk opgave for Frank Jensen i at bevise, at det kan gøres bedre og anderledes. At det kan lade sig gøre at styre en hovedstadskommune, overholde budgetter og opretholde et rimeligt serviceniveau uden at brandskatte borgerne eller skabe mere bureaukrati. God arbejdslyst, Frank Jensen.