11. august 2008, 22:30

I disse dage starter 70.000 nye børn i skoler landet over, og hvis man skal tro de nøgne tal, er det ikke kun trafikken moderne forældre frygter, når de sender deres børn af sted på videnssamfundets alfarvej. Hele ni procent af landets skoleledere har oplevet, at forældre har haft et behov for at søge advokatbistand for at forsvare deres børns rettigheder i folkeskolen.

Nu hører Scherfigs sadistiske lektor Blomme til i afdelingen for litteraturhistorie, og det er nok tvivlsomt, om man stadig i dag kan finde skolelærere, der sætter en ære i at chikanere og nedbryde stakkels skoleelever. Men tvister mellem skole og hjem om specialundervisning, og hvilke sanktioner man med rimelighed kan tildele elever, der bryder skolens regler for god opførsel, er et stigende problem, der efterlader lærerne og dermed folkeskoleinstitutionen med et autoritetsproblem, som det kræver fælles vilje til at løse.

De seneste års diskussion om fagligheden i folkeskolen har naturligt nok medført en øget fokus fra forældres side på, hvad folkeskolen leverer i form af kvalificeret undervisning. På den led er det udmærket, at moderne forældre ikke blindt stoler på, at så længe børnene er parkeret i klasseværelset, så er alt fryd og gammen. Med samfundets øgede krav til faglighed og viden er forældrenes engagement en forudsætning for et vellykket skoleforløb. Men folkeskolen har allerede en række nødvendige kontrolinstanser, der skal sikre, at de faglige kompetencer bliver efterlevet. Ikke mindst de tidligere så udskældte elevplaner er med til at sikre, at lærerne har den fornødne fokus på hver enkelt elevs faglige udvikling.

At sætte en advokat ind som mellemled i en konflikt, som i bund og grund burde handle om elevens og klassekammeraternes indlæringsmæssige tarv, skader ikke kun lærerens autoritet og sender et uheldigt signal til børnene. Det er i sidste ende også en tilsidesættelse af forældrenes eget personlige ansvar for at løse en konflikt, der handler om deres eget barn. På den anden side skal de forældre, der føler, de løber panden mod en mur, have en mulighed for at få andre øjne på sagen end den lærer, der er direkte involveret i konflikten. Her synes undervisningsministerens forslag om at styrke skoleledernes beslutningskompetencer at være en god idé. Skolelederen har i modsætning til en kommunalbestyrelse, der nu fungerer som øverste instans, mulighed for at følge sagen på nærmeste hold og afgøre, hvilke sanktioner der er rimelige over for den enkelte elev. En styrket skoleledelse vil samtidig være en byggesten for genrejsningen af den nødvendige autoritet, folkeskolen som uddannelses­institution har så hårdt brug for, og som Danmarks Lærerforening desværre selv har været med til at undergrave ved gang på gang at stille sig på bagbenene, når man fra politisk side har ønsket at styrke institutionen. Samtidig skal man ikke glemme, at vi i Danmark har frit skolevalg, som i sidste ende sikrer forældre og børn mod at blive tvunget ind i en uløselig og uholdbar situation.

Det er vigtigt at henstille til lærere, skoleledere, skolebestyrelser og ikke mindst forældre, at de vedkender sig det kollektive ansvar, der skal til for at få undervisningen til at fungere. At inddrage advokater i processen ødelægger med garanti muligheden for dialog, og det er som at bede lærerstanden om at sluge et forgiftet maltbolsje. Det er helt sikkert ikke den rigtige medicin, når det gælder om sammen at skabe de bedste forudsætninger for, at fremtidens børn og unge bliver veluddannede og socialt kompetente individer.