En god måneds tid inden Folketinget samles på ny og forud for finanslovsforhandlingerne, står regeringen med to store udfordringer. Underskuddet på det kommende års finanser på knap 80 milliarder kr. kræver, at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) sammen med sine ministerkolleger og støttepartier får et fast greb om økonomien, og samtidig er valgkampen forud for næste folketingsvalg for længst sat i gang. Hvilket betyder, at ingen politiker med håb om en fremtid har lyst til at foretage de upopulære, men nødvendige indgreb, der skal til for at holde de offentlige udgifter i ave. Men den ubehagelige klemme kan også vendes til en chance for at vise befolkningen forskellen på ansvarlig politik og overbudspolitik. Vi er, forhåbentlig, så småt på vej ud af den økonomiske krise. Men situationen kræver både en fod på speederen og en fod på bremsen. Et for voldsomt offentligt forbrug eller for voldsomme stramninger kan gøre skade på landets økonomi.

Udgangspunktet er nogenlunde gunstigt. Ti år med borgerligt styre skabte en økonomisk optur, der betød, at Danmark kunne høvle af på den offentlige udlandsgæld. Desværre undlod VK-regeringen i de gode år at tage næste skridt, nemlig at gøre op med den evigt voksende offentlige sektor og gennemføre de reformer, der skal sikre vækst og arbejdskraft i fremtiden. Den opgave er regeringen nødsaget til at tage fat på nu. På den hårde måde. Forårets genopretningsplan, som kommer til at indgå i finansloven, rummer bl.a. en tiltrængt reform af dagpengeområdet. Men regeringen må også indlede andre strukturreformer og først og fremmest begynde at diskutere fyordet – efterløn.

Oppositionen er traditionen tro i gang med at køre børnefamilier, arbejdsløse og diverse svage grupper i stilling som dem, der vil blive ramt af den »højreorienterede« regerings  besparelser. Det siger sig selv, at når man går fra nærmest ubegrænsede velfærdsydelser til økonomisk opbremsning, så vil det kunne mærkes. Men regeringens genopretningsplan er skruet sådan sammen, at den rammer over en bred kam. Og offentlige udgifter er ikke, selv om S-SF synes at mene det, urørlige. Selvfølgelig er der mulighed for besparelser og effektiviseringer i den offentlige sektor. Hvad Danmark absolut ikke har brug for i øjeblikket er yderligere brandbeskatning, et voldsomt øget offentligt forbrug eller politiske indgreb, der vil hæmme iværksætteri og udvikling. På den led skal regeringen være varsom med f.eks. at skære hårdt i forskningsbevillingerne. Tværtimod handler det om at fremme vækst og privat initiativ ved at skabe bedre rammevilkår for erhvervslivet. Liberal Alliances forslag om at sænke selskabsskatten gradvis over en årrække er således værd at tage med i de kommende finanslovsforhandlinger. LA kan få en central rolle i finanslovsforhandlingerne, hvis ellers Dansk Folkeparti vil acceptere, at andre kommer med ved bordet, og at der ikke er råd til flere gaveuddelinger. Det er nu, den borgerlige side skal vise, at den har hånd om både velfærd og økonomi.