16. oktober 2008, 22:30

Selv om det holdt hårdt på EUs netop overståede topmøde, så lykkedes det dog at få samtlige lande med til at fastholde EUs klimamål. Både med hensyn til at EU-landene i december skal blive enige om en fælles holdning til den kommende klimakonference i København i slutningen af 2009 og om målene om, at EU skal sænke CO2- udslippene med 20 procent i 2020, sænke energien tilsvarende og øge den vedvarende energi med en tilsvarende procentdel.

Ambitiøse mål som man kan have sine alvorlige overvejelser over, om de kommer til at holde, især fordi en række EU-lande vil have mere end svært ved at nå målene. Derfor så vi også det sædvanlige drama fra Italien og en række østeuropæiske lande, som kan risikere at blive ramt ekstra hårdt af den igangværende krise.

Men det er glædeligt, at både Frankrig, Tyskland og Storbritannien i sidste øjeblik gjorde fælles sag sammen med Danmark i at opretholde de ambitiøse mål. For hvis målene var kæntret på grund af finanskrisen, så havde EU-landene for alvor vist, at de ikke tænker langsigtet, men handler på den korte bane. Det kan man til nød forstå med en række af de fattigere tidligere østlande. Men Italiens modstand er uforståelig. De italienske problemer er ikke anderledes end de øvrige rige landes. Blot med den tilføjelse, at Italien er et af de lande, som generelt ikke opfylder de økonomiske kriterier for at være med i den monetære union og derfor udsætter sig selv for flere problemer end nødvendigt.

Men når det er sagt, så er der lang vej hjem. Der er skepsis over, om planerne kan holde, fordi der er stor usikkerhed om, hvor USA, Kina og Indien står i denne situation. Derfor er det vigtigt at holde fast i tidsplanen, men samtidig også være åben over for korrektioner, så europæisk industri ikke kommer til at lide under konkurrenceforvridende tiltag i bar iver efter at få en klimaaftale igennem i København. Det er en bæredygtig klimaaftale, der er vigtig. Ikke nødvendigvis om den kommer på en bestemt dato i København. Men det er trods alt klogt at have en retning. Og den hedder København i 2009.

Men der er lang vej at gå. USA er i gang med et præsidentvalg og vil få store problemer med at få sit politiske system på plads inden København-mødet. Vi har et uafklaret Indien og Kina, som hver for sig ikke mener, at udviklingslande skal undgælde for den vestlige verdens overforbrug. Og endelig er der en del mennesker, der mener, at den globale opvarmning ikke udelukkende er menneskeskabt, men også er udsat for naturlige udsving. Det sidste kan blive et argument, som nogle regeringer vil benytte sig af, hvis finanskrisen intensiveres med de katastrofale følger, det får for viljen til at indgå vidtgående CO2-begrænsende aftaler.

Derfor et det vigtigt, at den danske regering holder EU fast. Det er her, vi kan øve vores indflydelse. Men vi kan ikke gøre det alene. Derfor er det glædeligt, at de store lande vil være med. Men der skal altså også gøres en stor indsats over for de fattigere dele af EU, der frygter for, hvad det kan betyde for deres udvikling. Dem må vi gøre en indsats for.