20. november 2009, 23:01 – opdateret 20. november 2009, 23:02

Med den hurtige udnævnelse af den ny formand for Det Europæiske Råd og en ny udenrigs­ansvarlig har stats- og regeringscheferne bevist vilje til, at EU nu kommer videre, kort efter at Reform-traktaten endelig er blevet til virkelighed.

De umiddelbare mediekommentarer tyder på, at mange er overraskede og skuffede over, at det ikke er karismatiske personligheder, som stats- og regeringscheferne har udnævnt i form af den hidtidige belgiske premierminister Herman van Rompuy og EUs handelskommissær, engelske Catherine Ashton. Der er ingen grund til undren.
Virkeligheden er den, at det europæiske samarbejde er et pragmatisk samarbejde, som i enestående grad arbejder igennem konsensus. Derfor bliver udnævnelser til gennem kompromiser, så oplagte kandidater i statsmandsklassen som Tony Blair bliver fravalgt til fordel for mere teknokratiske typer. Ligeledes forekommer de politiske resultater ofte mere praktiske og funktionelle end egentligt spektakulære. Eksempler er mange, f.eks. de faldende IT- og telepriser, den fælles mønt, det indre marked, forskningssamarbejdet, fjernelsen af toldmurene og arbejdskraftens fri bevægelighed.

Resultaternes Europa er det ganske rigtigt blevet kaldt af den genudnævnte kommissionsformand Barroso. Hele denne opfattelse af samarbejdets karakter har nydt fremme i de seneste år. Dette er sket på bekostning af de mere visionære europæiske idealer, som ellers er Unionens fundament, og som er trængt i baggrunden under indtryk af befolkningernes modvilje, afspejlet i det traktat-kaos, vi har oplevet en stor del af det forgangne årti. 

Nu hvor den Europæiske Union har fået styrket beslutningskraft er det et håb, at EU mere aktivt kan bruge sine ressourcer på de mange internationale udfordringer, der ligger og venter forude; i flæng kan nævnes klimaudfordringen, terror- og radikaliseringsbekæmpelse samt en fornyelse af den såkaldte Lissabon-proces, der handler om at udvikle Europa i retning af verdens mest konkurrencedygtige økonomi og samtidig bevare sammenhængskraften.

Opgaven for Rompuy og Ashton bliver loyalt at arbejde med de beslutninger, som stats- og regeringscheferne træffer. Når 27 landes ledere skal blive enige, er der behov for betydelig evne til at hamre kompromiser sammen, og de egenskaber synes EU-lederne tilsyneladende, at de to besidder. Når man tænker på de store opgaver, der ligger forude, er der ingen tvivl om, at der bliver brug for personer, der kan sikre et godt samarbejdsklima og en fremdrift i samarbejdet. Det sidste er afgørende. Hvis ikke denne generation af Europas ledere er i stand til at reformere og forny Kontinentet, bliver vi ude af stand til at holde trit med stærke lande som USA og Japan og de nye giganter Kina, Indien og Brasilien. De lande venter blot på opsvinget, og de kan på sigt udkonkurrere os, hvis EU-landene af bekvemmelighed afstår fra reformer.