15. marts 2010, 23:00

Det er blevet en populær sport at kaste sig over bankerne og især nogle bankdirektørers eksorbitante aflønninger og bonusordninger som årsagen til den økonomiske krise, vi nu langsomt, men forhåbentlig er ved at bevæge os ud af. Helt givet er det da også, at krisen og den voldsomme finansielle nedtur må give anledning til refleksioner i de højloftede direktionslokaler. Der er mange finansielle dispositioner, man her i efterrationaliseringens kolde lys kan undre sig over, f.eks. hvor store lån bankerne har været parat til at yde til en stribe risikable projekter sat i verden af erhvervsfolk med ekstrem høj grad af risikovillighed. Det står også klart, at nogle af de aflønninger, der er foretaget, bl.a. i nogle mindre banker, strider mod almindelig rimelighed.

Men derfra til at slutte, at bankerne og deres topchefer er skyld i alt ondt, der har ramt verden det sidste par år, er der et stykke vej. Derfor er det også ren populisme, når Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti sammen med Dansk Folkeparti vil sætte et loft over bankdirektørernes lønninger. Forslaget har naturligvis en vis folkelig appel, og diskussionen om banklønninger har også været oppe i såvel Tyskland som USA, hvor bonusordningerne har været ude af enhver proportion. Men der er altså i almindelighed fri løndannelse på det danske arbejdsmarked, hvilket både S og SF plejer at være tilhængere af, og denne frihed må også gælde på topniveau. Man kan virkelig frygte diskussionerne, hvis Folketinget skal til at fastlægge, hvad f.eks. den ordførende direktør for Danske Bank må tjene. Og hvad så med de banker, der er udenlandsk ejede – skal Folketinget også blande sig der?

Faktisk er der allerede åbenhed om toplønningerne i bankerne, eftersom den samlede aflønning til direktion og bestyrelse, herunder options- og bonusordninger, skal fremgå af regnskabet. Beløbet er ganske vist ikke specificeret ud på de enkelte direktions- og bestyrelsesmedlemmer; den gætteleg kan man selv more sig med. Men pointen er, at i selve symbolet på finanskrisen i Danmark, nemlig Roskilde Bank, var det ingen hemmelighed for hverken kunderne eller bestyrelsen, hvor overvældende gode lønordninger den daværende direktør havde, eller hvilke engagementer banken havde kastet sig ud i. Men det forhindrede ikke banken i at gå nedenom og hjem.
Man skal kunne stole på sin bank, og formanden for Finansrådet, direktør i Danske Bank, Peter Straarup, har da også vist en sjælden grad af ydmyghed og undskyldt for de forseelser, bankerne har begået. Det er fint. Måske har bankerne endda lært noget af det. Men bankkunderne har også et ansvar for egen økonomi og skal ikke lade sig narre af den misvisende betegnelse »bankrådgiver« – der er tale om en sælger. Den nyudnævnte erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) kræver mere åbenhed om bankdirektørernes lønninger, og det er glimrende at lade kunderne selv vurdere deres bankforbindelse, frem for at hysteriet skal råde.