Alkolåse og endnu flere regler og krav kan ikke lette menneskers ansvar for egne gerninger.
21. februar 2010, 23:30
Hvis det står til danskernes store flertal, kan bilisterne lige så godt i dag som i morgen begynde at installere de såkaldte alkolåse i deres biler. Ifølge en meningsmåling fra Gallup i denne avis, mener tre ud af fire adspurgte, at det »overvejende er en god ide« at installere apparatet i bilerne. Endnu flere svarer ja, når man spørger, om alkolåsen gøres til et lovkrav i erhvervskøretøjer som busser, taxaer og lastbiler. Alkolåsen er en indretning, som kræver en alkoholfri indblæsning af luft, før bilen kan starte.
Baggrunden for overhovedet at diskutere alkolåse er naturligvis spritbilisters ansvar for trafikdrab. I Europa dræbes omkring 10.000 mennesker om året i uheld, der involverer spiritus, og i Danmark alene tegner alkohol sig for omkring 100 trafikdræbte hver år. Den oplagte konsekvens er derfor at kræve alkolås i enhver bil, der kører i Danmark.
Men hverken i praksis eller mere principielt er alkolåse svaret på alt ondt, der kan ramme os på landevejene. Eftersom hovedparten af danskerne sagtens kan finde ud af at lade bilen stå, hvis de har drukket mere end tilladt, vil et krav om alkolås blot betyde endnu en overflødig udgift påtvunget dem af det lille mindretal, der ikke kan styre deres liv. Den slags regler er der mere end rigeligt af i forvejen. Tænk blot på den del af udlændingepolitikken, der gør det meget vanskeligt for almindelige danskere at gifte sig med en udlænding. Det er et regelsæt, som påtvinges flertallet for at beskytte et lille mindretal af indvandrere mod deres egne familiers kvindeundertrykkende kultur. Men alkolåsen er mere end endnu et irritationsmoment. I bund og grund er mekanismen ikke andet end en dims, der har til formål at beskytte nogle få af danskerne mod en uansvarlig livsstil og svag karakter. Man kan med god ret spørge, om der overhovedet er en grænse for udstrækningen af statens ansvar for det enkelte menneskes liv. Hvad bliver det næste? Alkolås på cykler? Enhver ved, at en fuld, slingrende cyklist kan skabe farlige situationer i trafikken, som fører til uheld for andre, så hvorfor ikke?
Alkolåse kan udmærket bruges som del af straffen og behandlingen af spiritusdømte bilister. Svenske erfaringer tyder på, at alkolåsen vitterligt er nyttige i den sammenhæng, og forslag i den retning er på vej fra Justitsministeren. Men man skal ikke bilde sig ind, at alkolåsen er nogen garanti mod spritbilisterne. De kynikere, der sætter sig bag rattet med en brandert på, er også i stand til at få et barn til at blæse i alkolåsen, eller finde andre metoder til at omgå systemet. I erhvervskøretøjer har alkolåsen også en mission, skønt man kunne synes at det er langt vigtigere at sikre, at lastbilchauffører overholder hviletidsreglerne, og at buschauffører kender færdselsreglerne i Europa.
Men man skal ikke bilde sig ind, at alkolåsen kan bruges som erstatning for det personlige ansvar.


































