Asmaa Abdol Hamid byder nu aktivt parallelle retssystemer velkommen, og bomber gerne ligestillingen af kønnene i ægteskabslovgivningen tilbage til år nul.
11. februar 2010, 12:15
Et ældreråd i Vollsmose bestående af muslimske mænd er kommet i søgelyset, efter det er kommet frem at en pædofili-mistænkt mand er blevet forvist fra Danmark, og dermed har modtaget en straf udenom det almindelige retssystem.
At et ældreråd på den måde tilraner sig en uformel magt og tilsidesætter retsordenen, er en alvorlig glidebane som der straks må sættes ind overfor, og det gør bestemt ikke emnet mindre presserende, at ældrerådene nu har politisk opbakning til deres arbejde.
Folketingskandidat for Enhedslisten Asmaa Abdol Hamid, har taget afstand fra ældrerådets indblanding i pædofili-sagen, men siger samtidig til Politiken: "Rådet fremstår også som mæglere i bandekonflikter, skilsmissesager, slåskampe og så videre. Det er i sig selv godt." Vi kan dermed konkludere at Enhedslisten nu aktivt byder parallelle retssystemer velkommen, og gerne bomber bl.a. ligestillingen af kønnene i ægteskabslovgivningen tilbage til år nul, og hylder sharia-tilstande i ghetto-områder, når det blot ikke drejer sig om "hårde straffesager" som det formuleres.
Sagen er foreløbig endt med en varetægtsfængsling, efter den anklagede er vendt hjem til Danmark efter endt "straf", og er blevet anklaget for nye seksuelle krænkelser.
Hele forløbet udstiller den katastrofale kurs mod parallelsamfund et ældreråd er udtryk for, og samtidig og beklageligvis også hvilken demokratisk blindgyde Enhedslisten er endt i, angiveligt i en desperat stemmejagt på nye befolkningsgrupper man tror at kunne tiltrække ved så formørkede synspunkter.
































