14. august 2008, 18:52 – opdateret 14. august 2008, 22:26

Går vi trekvart år tilbage i tiden til seneste valgkamp, forsøgte Socialdemokraterne og de Radikale sig med et fælles udspil om udlændingepolitikken. Det var der ikke mange stemmer i, og i stedet har S set til venstre og fundet en villig samarbejdspartner, der er parat til at opgive hidtil højt hævede principper, mens den radikale Margrethe Vestager undrende må kigge langt efter de tidligere venskabelige forbindelser. Den nyetablerede konstellation er taktisk set godt politisk håndværk. Den socialdemokratiske formand Helle Thorning-Schmidt har formået at lægge flere sager død, hvor vælgerne kunne være i tvivl om, hvilken holdning S egentlig indtog. Her har ikke mindst flygtninge- og udlændingespørgsmålet været et kontroversielt emne. Men man bliver ikke statsminister blot ved at lægge låg over ubehagelighederne. Skal Helle Thorning-Schmidt opfylde sin ambition om at »slå Fogh«, kræver det mere fodslag i oppositionen. Nu har S og SF indgået en uhellig alliance; men de to partier rykker ikke nærmere ministerkontorene, hvis ikke de får de Radikale, og formentlig også Enhedslisten, med; og her er udlændingepoltikken stadig en brandvarm kartoffel.

For SF-formand Villy Søvndals vedkommende er det ny udspil en konsekvens af de udtalelser om ekstremisme, som han tidligere på året fremkom med – og fik ros for. Ros skal han også have for at tage konsekvensen af sin nyerkendte realisme. Befolkningen er dog samtidig her vidne til optakten til en klassisk politisk studehandel: SF æder 24-års reglen og tilknytningskravet for et par ministerposter. Sammen med S præsenterer SF et integrationsudspil, som det på det overordnede plan er svært at være uenig i, og som borgerlige vælgere kan føle sig trygge ved, hvis man tager ordene for pålydende. Men integrationspolitik er jo i praksis andet end pæne ord. Når det i udspillet f.eks. hedder, at »ingen boligkvarterer, skoler og børnehaver skal stå for integrationen af mere end 30 pct. socialt udsatte indvandrere,« – hvordan harmonerer det så i praksis med, at vi i Danmark har fri bosættelse og frit skolevalg? Hvilke tvangsforanstaltninger forestiller de to partier sig, man realistisk kan gennemføre for at skabe den ønskede harmoni i integrationen af udlændinge? Nærlæser man de 14 initiativer, skinner traditionel venstrefløjspolitik igennem: Der er mange nye skattekroner og offentligt ansatte gemt i striben af velmenende forslag. At man kunne gå en anden vej og gennem en ny og mere dynamisk skatte- og erhvervspolitik skabe grobund for, at endnu flere indvandrere og flygtninge kommer i arbejde og dermed både forsørger og integrerer sig selv, synes ikke at være en tanke, der har været gennem partiernes mødelokale.

De to partiledelser har taget ved lære af, at et flertal af vælgerne ved nu tre folketingsvalg i træk, har sagt god for den borgerlige fløjs udlændingepolitik. Det er fornuft og realpolitik. SF accepterer med et lille forbehold virkeligheden; men man kan have sin stille tvivl, om partitoppen på udlændingeområdet er i overensstemmelse med sine kernevælgere. Det åbne spørgsmål er nu, om S og SF er parat til at støtte den borgerlige regering i afklaringen af EU-reglerne i forhold til dansk udlændingepolitik. Hvis ikke, må man nok betegne det ny udspil som papirpolitik.