16. februar 2010, 23:00

Inden vi kaster os over Danmarks Radios håndtering af lækage-sagen, er det på sin plads at notere sig, at de ikke befinder sig alene derude på planken, hvor det er svært at se, hvordan man kommer tørskoet i land. Derude sidder også TV 2 for deres problematiske omgang med en kildebeskyttelse, der nok gav en god historie i 2007, men som også har betydet, at et potentielt lovbrud er blevet holdt skjult for offentligheden af en nyhedsorganisation, som burde medvirke til at afsløre den slags. I samme åndedrag er det også svært at se, hvorfor Jyllands-Posten i sin tid valgte at bringe historien om jægermissionen i Irak, når der ingen parlamentarisk rimelig begrundelse var for potentielt set at bringe danske soldaters liv i fare.

Men hele Danmarks public service-moderskib DR tager dog prisen i disse dage, hvor man med nærmest forudsigelig præcision har formået at vende hvert nyt forsøg på at komme nærmere sandheden til et journalistisk selvmål. Først var der farcen om et indslag, der blev annonceret med brask og bram, og som skulle afsløre, hvem der ikke var på den berømmede lydfil, men som i sidste øjeblik blev pillet ud af TV Avisen, for næste dag at udkomme med anonyme kilder. Så viste det sig, at det var en DR-medarbejder, der havde lavet lydoptagelsen og dermed fungerede som agent for dokumentaristen Christoffer Guldbrandsen, der er manden bag de alvorlige anklager mod forsvarsministerens pressechef Jacob Winther.

I mellemtiden så endnu et journalistisk makværk dagens lys, da et tre måneder gammelt manipulerende interview med Jacob Winther blev fremlagt med støtte fra en stadig mere svag nyhedsdirektør Ulrik Haagerup. Samtidig er det lykkedes generaldirektør Kenneth Plummer at deltage i festlighederne ved at nægte sin nyhedsdirektør at lytte til den tilbageerobrede lydfil og i stedet gøre bestyrelsesformand Michael Christiansen til part i den journalistiske tvist ved at lade ham være med på en lytter og udtale sin støtte til Plummers beslutning om ikke at offentliggøre optagelsen.

Det skader ganske enkelt DRs troværdighed, at man ikke formår at holde tingene adskilt. Journalistisk har man i nu flere omgange gjort sig til aktiv part i sagen, og øverst i organisationen mangler man grundlæggende fornemmelse for nødvendigheden af journalistisk uafhængighed, når man vælger at involvere den politisk udpegede bestyrelsesformand.

Tilbage står, at vi her forud for forårets mediepolitiske forhandlinger, der skal afgøre, hvordan milliarder af skattekroner skal fordeles, oplever et mediehus, der på trods af ny ledelsesstruktur giver nationen en ufrivillig lektion i, hvor galt man kan komme af sted, hvis de grundlæggende journalistiske spilleregler om redaktionel uafhængighed tilsidesættes, hvis fundamentale journalistiske kvalitetskrav underkastes jagten på en på forhånd givet opskrift på, hvem der er helt, og hvem der er skurk, og hvis balance og fairness erstattes af ensidighed i valget af interviewgæster som i 21 Søndag forleden.

Måtte eftertænksomheden indfinde sig og de gode gamle nyhedskriterier igen vinde hævd i en i øjeblikket vingeskudt nyhedsorganisation.