29. januar 2010, 23:30

Lars Løkke Rasmussens fornemmelse for international politik og diplomati fik mange hårde ord med på vejen i forbindelse med FNs klimatopmøde i december, ikke mindst i de internationale medier, hvor mange iagttagere beskyldte det danske formandskab for at have en stor andel i det skuffende resultat.

Set i det lys er det mildest talt ikke hensigtsmæssigt, at landets statsminister forrige fredag i sidste øjeblik vælger at blive væk fra det årlige møde med diplomatiske repræsentanter fra mere end 80 lande. Det har nu fået en række diplomater – mod sædvane – til at udtrykke deres skuffelse over statsministerens prioriteringer. Med til billedet hører også, at Lars Løkke Rasmussen kort før afholdelsen af COP15 udeblev fra et planlagt møde med EUs ambassadører.

Selvom Statsministeriet oplyser, at der ligger personlige omstændigheder bag den seneste udeblivelse, og før regeringschefen får slået sit image fast som Lille Lars fra Græsted, der gerne lader de mange fine herrer og damer vente forgæves på de bonede gulve, er der bestemt ingen grund til at kippe med klaphatten. Dertil er sagen alt for alvorlig.

Den danske regering har stadig værtskabet for FNs klimakonference frem til COP16 sidst på året og dermed en forpligtelse til at følge opgaven til dørs, hvor skidt man end vurderer resultatet af COP15. Faktum er, at deadline for underskrivelsen af Københavner-erklæringen nærmer sig med hastige skridt, og langtfra alle lande har endnu tilsluttet sig. I en sådan situation er det ganske enkelt en fejlprioritering fra statsministerens side at åbne en flanke for berettiget kritik i stedet for at møde op og give den danske regerings udlægning af forløbet omkring COP15.

Det er netop dette perspektiv, som en række af de diplomater, der lægger navn til kritikken, efterspørger – et ønske som hverken er urimeligt eller en uoverkommelig opgave. I stedet valgte man at insistere på at afholde mødet og sendte udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) for at læse statsministerens tale op. Det pynter bestemt ikke på den diplomatiske stilkarakter.

Det var den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, der i kølvandet på Muhammed-krisen valgte at opprioritere det årlige møde med ambassadørerne, et møde der skulle være med til at skabe en forståelse blandt det internationale diplomati for den danske regerings ageren og gennem dialog og åbenhed skabe diplomatisk afspænding i stedet for at lade misforståelser råde, når ambassadørerne rapporterer tilbage til moderlandet.
Man kan måske med rette beskylde Fogh Rasmussen for i den sidste del af sin regeringstid at have rettet antennerne udad i stedet for at bekymre sig om rigets indenrigspolitiske tilstand, men Lars Løkke Rasmussens fremgangsmåde er bestemt ikke at foretrække. Skrammerne fra COP15 – selvom statsministeren og den danske regering på ingen måde alene bærer skylden for det beskedne resultat – burde dog have lært vores statsminister en lektie eller to om international politik, men det ser desværre ikke sådan ud i den aktuelle sag.