25. oktober 2008, 22:30

Det er efterhånden blevet en dårlig vane i dansk kulturliv, at hver gang kunstnere afprøver grænser i forsøget på at skabe mere eller mindre begavet debat, ja, så opfører diverse politikere en sand dilettantforestilling af skinhellig forargelse.

Denne gang handler det om teaterstykket Pretty Woman A/S, der sættes op på Halmtorvet på Vesterbro. Forestillingens omdrejningspunkt er en prostitueret hentet fra virkeligheden og sat i scene som stykkets hovedrolleindehaver. Som betaling for tid og sceneoptræden modtager den prostituerede penge, der bl.a. stammer fra den kunststøtte, som Kunstrådets Sceneudvalg har ydet til forestillingen.

Det har fået blandt andre SFs Pernille Frahm til at kalde stykket for en »styg form for social pornografi«, mens Dansk Folkepartis kulturordfører Karin Nødgaard mener, at forestillingen er »en ubehagelig udnyttelse af kvinder«. I stedet bør man vende spørgsmålet mod kritikerne selv og spørge, hvem der egentlig behandler de prostituerede respektløst, når kvinderne frivilligt vælger at deltage i et teaterstykke og modtager betaling for deres optræden som skuespillere. Det er et udtryk for velment opbakning men omvendt diskrimination at gøre de frivilligt medvirkende til ofre.

Kunstnere har samme frihedsrettigheder som alle andre og derfor al ret til at provokere og sætte kontroversielle emner til debat. Disse grænser er dog som en utilsigtet sideeffekt af den nødvendige kulturkamp desværre blevet forsøgt indskrænket mange gange, hvor især Dansk Folkeparti tegner sig for et langt synderegister. Blandt eksemplerne er Louise Freverts modstand mod Lars von Triers film Dogville – hun mente, at de anti-amerikanske undertoner i filmen burde afføde ændringer i tildeling af filmstøtte. Sidste år indledte Morten Messerschmidt et frontalangreb på operachef Kasper Bech Holtens opsætning af Verdis Don Carlos og gav bl.a. udtryk for, at Holtens politiske fortolkning ikke hørte hjemme på den offentligt støttede nationalscene. Denne bevidste politiske indblanding er en uskik, der udfordrer det så berømte armlængdeprincip, der skal garantere kunststøtten mod at blive offer for politisk censur og detailstyring ved at sætte kunstkyndige fagfolk i stedet for politikere til at uddele den skattefinansierede kunststøtte.

Om det er lykkedes for iscenesætterne af Pretty Woman A/S »at understrege den umenneskelige handelssituation og påvirke publikum, medier og beslutningstagere«, som er bevæggrunden for den udfordrende teateropsætning, er stadig et åbent spørgsmål. Æstetiske og evt. moralske domme bør først fældes, når offentligheden har fået syn for sagn. Som sagen forelægger nu, er der intet hverken ulovligt eller etisk angribeligt på spil. De medvirkende, hvor forskellige deres baggrund end er, modtager alle betaling for deres frivillige deltagelse. Det er det forhold, kulturordførerne alene bør forholde sig til, i stedet for at agere oversmagsdommere på kunstens og de prostitueredes vegne og tilmed udfordre det armslængdeprincip, der netop skal sikre et frit og levende kulturliv.