28. december 2008, 21:09

Om et par dage går Danmark ind i et nyt år, som med så godt som statsgaranti bliver et økonomisk ringere år end det, der snart er slut. For nu at sige det mildt, så skal man være meget optimistisk for at tro, at det bliver lettere at være regering i det nye år end i det gamle. Finanskrise og voksende arbejdsløshed i i hvert fald en del af den private sektor venter forude. Efter godt syv år ved magten er den borgerlige regerings Fætter Højben-effekt med højkonjunktur og medvind indenlands som udenlands efter alt at dømme ved at ebbe ud. Efter almindelig politisk erfaring burde en sulten opposition i denne tid trippe af utålmodighed foran regeringskontorerne. Med lommerne fulde af ideer til at bringe Danmark godt gennem krisen og til sikre ny arbejdskraft for de store årgange, der går på pension, skulle de byde sig til som troværdigt alternativ til en på nogle stræk halvtræt regering. Med klar indbyrdes forståelse af de fælles visioner og politiske virkemidler burde en selvsikker opposition lancere de magtfulde alternativer til regeringens økonomiske politik, til udlændingepolitikken og til sikkerhedspolitikken. Hvis oppositionen har en anden værdipolitik end regeringens, er det nu, hvor forandringens stormvinde samler kræfter i horisonten, man må høre om dem. Men så kommer det vistnok ikke til at gå. I hvertfald ikke, hvis man bedømmer oppositionens kavalkade af forspildte muligheder.

Hvad husker vi bedst fra politik i 2008? En af de store sager var regeringens og især integrationsministerens håndtering af udlændingepolitikken og den manglende vejledning om EU-reglerne, der giver nemmere adgang til opholdstilladelse i Danmark, end borgerne fik oplyst. Regeringen forsøgte at vifte problemet af, men måtte love at gøre alt, hvad der er muligt, for at fastholde sin udlændingepolitik. Hvad gjorde Socialdemokraterne? Krævede de en anden politik? Absolut ikke. De krævede en mere håndfast udgave af regeringens politik gennemført. Politireformen var en anden af årets store historier. Da Berlingske Tidende havde stillet spørgsmålet, om politiet kommer, når du ringer, viste det sig, at det gjorde politiet temmelig ofte ikke. Derfor ringede justitsministeren til sin rigspolitichef og sagde til ham, at han heller ikke behøvede at tage på arbejde. Hvad gjorde Socialdemokraterne? De roste fyringen af rigspolitichefen og sagde ja til yderligere en lille milliard kroner til politiet.

SFs leder, Villy Søvndal, der sidste vinter vakte stor begejstring på at mene det samme som regeringen og Dansk Folkeparti om de fundamentalistiske mulismer i Hizb-ut-Tahrir, er nærmest forsvundet ud af dansk politik, men så var der heldigvis partiets skatteordfører til at erklære sig enig med regeringen i, at grænsen for topskat skal hæves.

År 2009 skjuler sig lidt endnu i morgenrimtågen, men dog ved vi, at en skattereform skal forhandles. Hvad vælger oppositionen? Man må tro, at Radikale og Liberal Alliance bliver enig med regeringen. Socialdemokraterne og SF vil sikkert vakle mellem det, som regeringen synes, og det, som Anker Jørgensens regeringer mente i sin tid, at skat er fri af tyngdekraft; den kan ikke bevæge sig nedad. Men væsentligt nyt kommer der næppe.