Prisen kan blive høj for københavnerne, hvis Frank Jensens vej til overborgmesterposten er en politisk nostalgi-tur tilbage til 1970erne.
7. oktober 2009, 23:00
Klaus Bondam har som radikal teknik- og miljøborgmester i København de sidste fire år ikke haft nogen udpræget heldig hånd. Besynderlige beslutninger, rod i økonomien, modstand mod biltrafik og slagsmål med Kulturministeriet er nogle af hans landvindinger. Men på falderebet afslører han en vis politisk tæft og humoristisk sans i sin karakteristik af den »røde« aftale, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og fagbevægelsen har indgået for at bane vej for socialdemokraten Frank Jensen til overborgmesterens kontor. »Det lugter langt væk for mig af røde seler, brun sovs og fadbamser,« siger Bondam præcist og en anelse ondskabsfuldt.
Nu er der som sådan ikke noget i vejen med brun sovs, røde seler eller fadbamser; selv om kombinationen af de tre formentlig vil kunne få enhver af dagens mange sundhedsapostle til at skrige i afsind. Men Bondams billede er præcist, fordi det, fagbevægelsen og de tre partier lægger an til, er en slags tilbage-til-fremtiden vision om et Danmark og et København i de glade 1970ere. Dengang Anker Jørgensen var statsminister, arbejdsløsheden massiv, inflationen frygtindgydende og skatterne stadig voksende. Men venstrefløjen stod stærkt i de år. Muligvis er det den erindring, der har fået brillerne til at dugge af politisk vemod hos initiativtagerne. Aftalen indebærer, at SFeren Bo Asmus Kjeldgaard trækker sig som kandidat til posten som overborgmester. Hans kandidatur har heller ikke virket overbevisende; ikke engang hans egen partiformand Villy Søvndal har rigtigt haft hjertet med i sin støtte til ham.
Dermed synes vejen åben – hvis den ikke allerede var det – for Frank Jensen. Hans nye alliance giver politisk mening, fordi Frank Jensen er rundet af partiets venstrefløj med nær tilknytning til fagbevægelsen. Det var den base, han, forgæves, søgte at vinde partiformandsposten på; nu er tiden åbenbart moden til at lufte de gamle ideer. Den kommunalpolitiske aftale mellem venstrefløjen og fagbevægelsen rummer en række fokusområder som udvikling af byen, arbejdspladser, velfærd, sundhed og miljø. Det er svært at argumentere imod disse gode tanker om et bedre København; men man sidder immervæk tilbage med tanken: Hvem mon skal betale for disse initiativer, og er der overhovedet så meget som én arbejdsplads i erklæringerne? Sagen er jo, at den nuværende overborgmester Ritt Bjerregaard nærmest blev klappet ind på Rådhuset. Siden er der ikke rigtigt sket noget, udover diverse underholdende, men ufrugtbare skænderier. Egentlig er det godt, at venstrefløjen spiller ud; for det er en klar besked til de borgerlige vælgere i København om, at dette kommunalvalg kan blive en rejse tilbage til Banjobanden og et rådhus i politisk koma. S-formand Helle Thorning-Schmidt kan så tænke over, om hun i et større perspektiv har lyst til at gå arm i arm med fagbevægelsen. Hun kan f.eks. spørge tidligere statsminister Anker Jørgensen, hvordan han havde det med LO dengang i 70erne.
