3. februar 2010, 23:00

At der måske er ved at opstå en vis Blekingebande-træthed i befolkningen kan man næppe fortænke nogen i. Bandens politisk motiverede og meget grove forbrydelser fra 1970erne og frem til afsløringen i 1989 er grundigt gennemgået i bøger, dokumentarfilm, debatindlæg og senest en ikke specielt vellykket TV-serie. Et af bandens centrale medlemmer, Niels Jørgensen, døde for lidt over et år siden, og da de tilbageværende medlemmer stadig føler sig forpligtet af en misforstået form for spejdered, får vi næppe nogensinde opklaret det spørgsmål, som politi, offentlighed og ikke mindst pårørende er mest interesseret i: Hvem affyrede det dræbende skud mod den unge politibetjent Jesper Egtved Hansen under et røveri mod Købmagergades Postkontor i 1988?

Men der er også andre dunkle punkter i Blekingegade-komplekset. De bliver ikke mindre dunkle, som tiden går, erindringer sløres eller fortrænges, og både nye og gamle aktører melder sig med motivfortolkninger og konspirationsteorier. Derfor giver det mening, at regeringen har besluttet at nedsætte en ny kommission specielt med fokus på myndighedernes håndtering af forløbet, mens forbrydelserne blev begået, og samarbejdet mellem Politiets Efterretningstjeneste, PET, og det hold af kriminalbetjente, der havde til opgave at opspore banden. Den oprindelige PET-kommission frifandt stort set PET og Justitsministeriet for manglende samarbejdsevner. Det kan jo skyldes, at der ikke var så meget at kritisere. Men siden kommissionens rapport er der kommet nye beskyldninger frem om, at PET mere eller mindre bevidst skulle have modarbejdet det almindelige politi. De beskyldninger kan PET ikke leve med, selv på tyve års afstand, så lad os få den fulde dokumentation for, hvad der foregik, hvilke retningslinjer der blev udstukket, og hvad motiverne var, hvis PET bevidst holdt oplysninger tilbage, der kunne have hjulpet opklaringsarbejdet.

En ny kommissionsrapport skal ikke bruges til at lade hoveder rulle med tilbagevirkende kraft. Den skal bruges som erfaringsopsamling for politiet til at hjælpe med at håndtere alvorlige eller terrorrelaterede forbrydelser, og den skal bruges af offentligheden – in casu: politikerne – til at vurdere, om strukturen i opbygningen af politiet er hensigtsmæssig. Efterretningstjenesten er et af demokratiets værn mod anslag mod demokratiet. PET skal være underkastet demokratisk kontrol; men vi må samtidig acceptere, at tjenesten opererer i spillets grå felter. Forskellen på Blekingegade-tiden og nu er, at terrortruslen er rykket tættere på. Banden var en samling kriminelle, der sendte penge til terrorformål i Mellemøsten. Siden har vi oplevet terrortrusler og forsøg på egentlig terror i Danmark. PETs balancegang mellem at overvåge trusselselementer og give nødvendige informationer videre er ikke blevet nemmere. Offentligheden har en legitim, historisk interesse i at få sat tingene på plads. Men for politiet som helhed er der vigtig viden at hente.