Pædagogerne i København har nu valgt at stoppe strejken og gå i arbejde igen i morgen. Den beslutning er lige så rigtig som det var forkert at strejke i dag tirsdag i den næsten rituelle gidseltagning af de københavnske børneforældre, når der diskuteres budget og sparerunder i Københavns Kommune.
10. november 2009, 11:14
I år er det planerne om at afskaffe den såkaldte kompensationsordning, der er afsæt for strejken. Om det er klogt eller ej at sætte ind med besparelser lige her kan man naturligvis sagligt diskutere, og pædagogerne har en principiel pointe, når de opfordrer til, at man sparer på administrationen i Københavns Kommune i stedet for at spare på selve pasningen.
Men det gør ikke strejken som rituelt kampmiddel skønnere, lige som opfordringerne til at hæve skatterne for at sikre børnepasningen er lige så forudsigelige, som de er perspektivløse. I stedet for at kigge ud på skatteyderne burde både pægagoger, forældreorganisationer, politikere og embedsmænd i en kommune som København kigge lidt mere indad.
Det er åbenbart, selv efter en række administrative sparerunder på det seneste, at København er en kommune med en administration, der suger alt for mange ressourcer fra den primære velfærd. Samtidig viser rapporter, at pædagoger og pædagogmedhjælpere i København har et kolossalt sygefravær – gennemsnitligt 22-23 dage om året. Tænk hvis kommunen og det pædagogiske personale sammen satte sig for at nedbringe det tal markant. Det ville kræve en voldsom kulturforandring og stærk ledelse ude på daginstitutionerne, men det ville samtidig udløse netop de hænder til den primære børnepasning, som pædagogerne igen i dag har strejket for. Blot uden at løsningsmodellen atter er en bevidstløs skatteudskrivning.
