14. februar 2008, 22:30

Debatten om de terrormistænkte tunesere, som er administrativt udvist med en hemmeligholdt begrundelse og uden mulighed for at få Politiets Efterretningstjenestes materiale bedømt ved en domstol, er interessant på flere måder.

Anledningen er jo den chokerende oplysning fra Politiets Efterretningstjeneste om et planlagt drab på en borger her i landet, som skulle slås ihjel for en tegning. Men hurtigt efter fordøjelsen af dén oplysning diskuterer man nu den anden side af sagen, nemlig spørgsmålet om udvistes retssikkerhed og graden af kontrol med Politiets Efterretningstjeneste. Det viser, at danskerne ikke er det fremmedhadersamfund, nogle gerne vil fremstille det som. Snarere tværtimod.

Kernen i debatten om udlændinge, som PET bedømmer som farlige for statens sikkerhed eller for den offentlige orden, er, om vi vil acceptere hemmelig retspleje og hemmelige myndighedsafgørelser, så længe de kun rammer udlændinge, eller om vi vil gøre, hvad vi kan for at fastholde demokratiske retsprincipper for alle, der opholder sig her i landet. Spørgsmålet, som må besvares med mere end vicestatsminister Bendt Bendtsens automatafvisninger er, om det er muligt at kombinere hensynet til borgernes sikkerhed mod terror med ønsket om at holde fast i grundlæggende rettigheder. På denne plads har vi tidligere nævnt som eksempel, at efterretningstjenesternes personregistreringer gennem mange år er fulgt af det såkaldte Wamberg-udvalg, der er et administrativt tilsynsorgan, som en model til inspiration. Men det afgørende er ikke hvordan, men at der etableres en uvildig bedømmelse af PETs materiale.

Regeringspartiernes og Dansk Folkepartis afvisninger af justeringer er tyndbenede. Venstres ordfører, Kim Andersen, der som retsordfører burde interessere sig for retsprincipper, fremfører i stedet juridiske systemargumenter om, at administrativt tildelte opholdstilladelser bare kan inddrages administrativt. Det er jo ikke, hvad dette drejer sig om. Det drejer sig om, at myndighederne griber voldsomt ind i menneskers liv på et hemmeligt grundlag. At to ministre har godkendt til udvisning ændrer ikke ved, at der er tale om en ren myndighedsafgørelse, som ikke på et oplyst grundlag kan bedømmes ved en domstol.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) forsøger at ride to heste samtidig. På den ene side har hun tavst accepteret et par tidligere udvisninger af samme slags og har netop godkendt de seneste udvisninger. På den anden side har hun udtrykt sin mangel på begejstring over lovgivningen. Men som minister kan man ikke forfægte to synspunkter. Hvad mener hun? Vil hun administrere loven, som den er, eller vil hun stille forslag om at ændre den? Har hun fortrudt udvisningerne?

Terrorlovgivningen blev vedtaget med åbne øjne i 2002, også af Det Radikale Venstre. Dengang som nu er der al mulig grund til at stole på PET. Men både udlændinge, danskere og i virkeligheden også PET var bedst tjent med at demontere usikkerheden om PETs afgørelser ved en tilføjelse til terrorlovgivningen. PET har fået store beføjelser og midler i de senere år. Heraf følger også et større behov for at beskytte både borgere og PET mod mistanker om fejl. For som loven er i dag, kan de ikke afvises.