18. februar 2010, 23:30

Der er gået godt halvandet år, siden finanskrisen ramte verden. Takket være regeringsindgreb lykkedes det at undgå et sammenbrud i banksektoren. Samtidig har omfattende økonomiske hjælpepakker i en kombination af skattelettelser og offentlige investeringer sparet verden for en egentlig depression.
Nu skal krisens lære drages, og her må bankerne og de øvrige finansielle institutioner stå for skud, fordi de var med til at udløse krisen med deres letsindige udlånspolitik. Både i G20-regi, i den såkaldte Basel-komité, der hidtil har organiseret den globale regulering af finanssektoren, og i EU arbejdes der på højtryk for at udarbejde nye regler. De handler om at stramme kravene til bankernes egenkapital og likviditet. De regulerer også anvendelsen af de svært gennemskuelige finansielle produkter, som var med til at forvandle den amerikanske boligboble til en global krise. Herhjemme har regeringen yderligere fremsat et forslag til et kodeks for en ansvarlig aflønning i banksektoren, hvor dyre bonusordninger og aktieoptioner skabte en betændt kreditkultur. Desuden har Finanstilsynet fået styrket sine beføjelser.

Det nye regulative regime for banksektoren, som tegner sig, er helt nødvendigt set lyset af de erfaringer, der er gjort i de senere år. Som den legendariske amerikanske nationalbankdirektør Alan Greenspan og mange andre har måttet erkende, magtede bankerne ikke at regulere sig selv og bruge 80ernes liberale reformer af finanssektoren på en konstruktiv måde.
Omvendt har vi i Danmark og alle de andre lande, der er ramt af finanskrisen, fortsat brug for en velfungerende banksektor, der finansierer borgere og virksomheder med sunde økonomier og projekter.
Lige nu tyder meget på, at borgere og navnlig virksomheder er hårdt ramt af bankernes kreditstramning. Derfor er det afgørende, at de mange reguleringsaktører med deres forslag til at imødegå fremtidige økonomiske kriser ikke kommer til at skærpe den krise, vi gennemlever i øjeblikket. Som Berlingske påviste i går, vil eksempelvis nye regler foreslået af Basel-komiteen fjerne grundlaget for de danske flexlån og dermed forværre problemerne på boligmarkedet. Samtidig kan nye ufleksible krav til sikkerheden bag bankernes udlån åbne for et gråt lånemarked i boligsektoren, som vi havde det i 80erne, hvor den yderste fjerdedel af alle bolighandler typisk blev finansieret med dyrt forrentede private pantebreve.
Den bedste garanti for, at de nye reguleringer ikke får uheldige bivirkninger, er måske i virkeligheden at inddrage bankerne tæt i dialogen om tilrettelæggelsen af den kommende regulering. Herhjemme og i Europa har de vist ydmyghed efter krisen og efterspørger klogt nok selv en strammere statslig styring. Måske er ydmygheden taktisk bestemt, men det ville være dumt ikke at udnytte den til nu at få fastlagt en regulering, som forebygger kriser mange år frem.