Forlaget Random House svigter det frie ord, når de nægter at udgive roman om Muhammeds brud.
22. august 2008, 20:30
En god historie kan som bekendt ikke fortælles for tit. Det modsatte gør sig desværre ikke gældende i den nye litterære skandale, der i sit anslag minder foruroligende meget om optakten til den højrepopulistiske hollandske politiker Geert Wilders’ kortfilm »Fitna«. Det amerikanske forlag Random House har valgt at trække sig fra udgivelsen af forfatteren Sherry Jones’ roman »Jewel of Medina«, af frygt for at den kan krænke radikale muslimer. Som i tilfældet med Wilders’ film agerer forlaget lige så kujonagtigt som de hollandske politikere, der i foråret forsøgte at hindre, at Wilders’ film blev offentliggjort. Selvcensur bliver aldrig en farbar vej, når det gælder den værdikamp for frihed, som den muslimske verden til stadighed kæmper internt. Så længe vi knægter vores egne frihedsrettigheder, styrker vi kun de mest fundamentalistiske kræfter.
Der ligger så vidt vides ikke nogen konkrete trusler til grund for forlagets besynderlige beslutning, men udelukkende en række eksperters vurdering af bogens indhold som værende af en så kontroversiel karakter, at den vil krænke yderliggående muslimer. Frygten har med andre ord indtaget et af verdens førende forlagshuse, og det er dårlige nyheder for ytringsfriheden. Wilders’ film viste sig at være en elendig omgang antimuslimsk propaganda, der både i kunstnerisk udførelse og indhold dumpede; om Sherry Jones’ bogs kvaliteter ved vi af gode grunde ikke meget. Men det rokker ikke ved det principielle forsvar for det frie ord, som har fået endnu et knæk, da et serbisk forlag i den forløbne uge også tilbagekaldte romanen fra butikkerne og i stedet offentliggjorde en undskyldning til den muslimske befolkningsgruppe i Serbien.
Sagen vil uden tvivl blive udnyttet maksimalt af alle parter, der har en interesse i at holde konflikten mellem den muslimske og den vestlige verden i en ukonstruktiv skruetvinge, og det har forlaget sin store del af æren for. Men retten til at misbruge sager som denne har selv de mest unuancerede debattører, og den ret skal forsvares. På den ene side vil man fejlagtigt forfægte, at ytringsfriheden skal underordne sig religiøse hensyn, mens man på den ene anden vil forsøge at sætte lighedstegn mellem den pikante historiske detalje, at Muhammed giftede sig med den mindreårige Aisha, og nutidens debat om pædofil. Det på trods af at historien hører til i en anden tid og sammenhæng, og på ingen måde kan sammenlignes med den fortolkning af islam, som langt de fleste muslimer praktiserer anno 2008.
Til det er der blot at konstatere, at Aishas historie som alle andre religiøse og kulturelle skikkelser selvfølgelig kan fortolkes og misfortolkes i romaner, afbildninger og på alle mulige måder, og faktisk allerede bliver det. Sherry Jones’ skriverier er i den sammenhæng ikke originale i sit anslag. Aisha er allerede en fast forankret del af populærkulturen både herhjemme og i mange andre dele af verden. Tag popgruppen Outlandish’ hit »Aisha«, som henter sit religiøse billedsprog fra samme figur, og som er en fri fortolkning af den algerisk fødte pop- og raï-sanger Khaleds sang med samme titel. Netop Khaled måtte tilbage i 1986 flygte til Paris, da fundamentalistiske kræfter i Algeriet truede sangeren på livet, fordi han insisterede på at fortolke religiøse skikkelser som netop Aisha frit i sine sange. Khaleds personlige historie repræsenterer på den måde de mørkeste sider af den muslimske kultur, mens hans frihedskamp for retten til at ytre sig frit tjener som forbillede, og er derfor er en af de historier, man gerne hører igen og igen.
