23. november 2009, 11:15

Statsminister Lars Løkke Rasmussen vil gerne gøre Danmark til et førende vækstland i verden inden 2020. Det kræver en kæmpeindsats - både af politikerne og af befolkningen - hvis det skal nåes. I den forbindelse er man også nødt til at hæfte sig ved de små, men helt uforståelige snubletråde, som spændes ud for, at fleksibilitet på arbejdsmarkedet og lyst til at gøre en ekstra indsats kommer i centrum i det næste årti. Her falder multimedieskatten umiddelbart i øjnene.

Multimedieskatten blev sneget ind sammen med skattereformen, og den var fra starten et misfoster. Et samfund, som ønsker fleksibilitet, skal ikke brandbeskatte selvsamme fleksibilitet, og da brugen af mobiltelefoner og computere for rigtig mange efterhånden er en forudsætning for at kunne fungere på et moderne arbejdsmarked, hvor den gamle 8-16-arbejdstid er afløst af mobilitet og en opblødning af grænserne mellem arbejde og fritid, er multimedieskatten gift for den borgerlige regerings egne mål for samfundets udvikling.

Men ikke nok med det. Nu viser det sig også, at man i administrationen af loven gør det stik modsatte af, hvad man kunne forvente af en borgerlig regering. Via et regelsæt, der i nidkærhed og bureaukratisering er noget af det mest absurde længe set forlanger regeringen, at de danske virksomheder nu skal overvåge medarbejdernes enkelte mobilopkald for at sikre, at de ikke bruger en arbejdsgiverbetalt telefon i privat øjemed. I en tid, hvor der tales afbureaukratisering i det offentlige, er det i sig selv bizart at påføre den private sektor en så massiv administrativ opgave. Og det endda for en skat, der i det samlede billede giver et ret beskedent provenu til statskassen. Det er med andre ord en ommer. Helst hvad angår selve skatten, men som minimum da i forhold til, hvordan den i praksis skal administreres.