24. juli 2009, 20:27

I dag starter World Outgames i København. 5.000 tilmeldte homoseksuelle, og op imod 200.000 gæster forventes at ville deltage ved de mange sportskonkurrencer, parader og andre arrangementer der med arrangørernes egne ord vil fejre: »homoseksuelle, bi-seksuelle og transpersoners talenter og bidrag fra hele verden«. Der er ingen tvivl om, at begivenhederne vil sætte et farverigt aftryk på hovedstaden med et budskab om tolerance og respekt for det enkelte individs ret til at leve og udtrykke sig frit uanset seksualitet, religion eller politisk overbevisning. Med et kæmpe medieopbud er der tilmed også et håb om, at budskabet når helt derud, hvor man stadig har ondt i rettighederne. Kvinders manglende rettigheder i eksempelvis Mellemøsten er velkendte, men det samme gør sig desværre også gældende for homoseksuelle og ikke kun i lande, man normalt forbinder med indskrænkede menneskerettigheder. Problemerne er helt tæt på, i EU er der blandt en række af de tidligere østlande stadig problemer med at acceptere homoseksuelles grundlæggende rettigheder.

Disse rettighedsproblemer har vi stort set fejet af bordet herhjemme og dermed skabt en de facto seksuel ligestilling. Et enkelt hjørne af ægteskabslovgivningen dukker dog altid op i debatten – retten til vielse i folkekirken. En ny meningsmåling viser, at 60 procent af danskerne vil give homoseksuelle ret til at indgå et juridisk bindende ægteskab i kirken. Men inden politikerne begynder at øjne en omgang billige point hos flertallet af vælgerne, så bør man besinde sig og medtænke folkekirkens særstatus. Politikerne skal så vidt det kan undgås ikke blande sig i kirkens indre anliggender, det risikerer kun at forrykke balancen mellem stat og kirke og ville være ulykkeligt for den rummelige folkekirke. Det må derfor – som den tidligere statsminister gjorde rede for i et samråd i februar – være en samlet kirke, der selv henvender sig, hvis den vil have fjernet de lovmæssige forhindringer, så præsterne alt efter overbevisning kan vælge at vie homoseksuelle.

Hvis man mener, at denne sidste lovmæssige barriere er det eneste der står i vejen for den endelige normalisering herhjemme, tager man fejl. Den sociale anerkendelse der ligger som endemålet for mange homoseksuelle, kan man desværre ikke lovgive sig ud af. Her handler det om ændringer af sæder og skikke som sker i takt med den almindelige sociale udveksling og respekten for hinanden i det daglige, og her er vi heldigvis allerede nået langt. Retten til at udtrykke sig og dermed sin seksualitet er fortsat en grundlæggende og ukrænkelig rettighed. Men hvis man som mange homoseksuelle forståeligt ønsker, at nå frem til et punkt hvor seksualiteten ikke længere skal være definerende for omverdenens opfattelse af det enkelte individ, så må man også på et tidspunkt overveje om det er en hensigtsmæssig strategi – i en dansk sammenhæng – at blive ved med at satse på særarrangementer der specifikt retter sig mod homoseksuelle. Vejen til fuldgyldig normalisering stopper ikke ved minoritetens grupperettigheder, her er danske homoseksuelle allerede ankommet, men ved individets frihed til at udtrykke sig uden repressalier fra sine medborgere. Her ligger der en fælles opgave for alle samfundsborgere om at sikre, at ingen bliver chikaneret som vi desværre stadig – også herhjemme – ser eksempler på. Det er den kamp for individets ret til at være sig selv, som det er værd at fejre med World Outgames og forhåbentlig vil hele verden se med, ikke mindst de dele hvor frihedsrettighederne stadig er under angreb.