23. februar 2011, 22:30

Tager man elevatoren til øverste udstillingsetage i Kunstforeningens smukt restaurerede bygning, er noget af det første, man får øje på, en hæveautomat og et efterladt barn i en babylift. I et splitsekund når man måske at undre sig over, hvorfor der lige er kommet en pengemaskine dér, indtil man husker, at man er på kunstudstilling og erkender, at det selvfølgelig er et bidrag.

Et værk af Elmgreen & Dragset, der fortæller om armod eller opgivelse. Under alle omstændigheder et frygteligt billede ikke blottet for social kritik. Et barn efterladt et sted, hvor mennesker med penge og plastickort kommer. Et ekko af en scene i også vesteuropæiske storbyer, hvor tiggere flokkes ved hæveautomaterne.

Mange af værkerne på Kunstforeningens nye udstilling »Wax« har en foruroligende - for ikke at sige morbid - karakter, der henviser til død og lemlæstelse. Men fælles for dem alle er, at de har materialet tilfælles.

Materialet er udgangspunktet for udstillingen. Alle værkerne er fremstillet af voks, der i billedkunstnerisk sammenhæng ofte opfattes som et materiale, der indgår i en proces, f.eks. fremstilling af nogle typer skulptur, men her er anvendt ofte virtuost af en række kunstnere, der kender deres virkemidler og har et særligt talent for at udnytte materialer overraskende.

Det drejer sig blandt adskillige andre om Kirsten Ortwed, Chris­tian Lemmerz, John Isaacs og Gavin Turk, der var en af de billedkunstnere, som under betegnelsen yBa, young British artists, fik et voldsomt international gennembrud i 1990erne. Til udstillingen har han skabt en mandshøj voksmodel af en garder i et skilderhus. Havde det stået på slotspladsen, kunne man såmænd godt have taget fejl i skyndingen.

Nogle af skulpturerne kan lede tanken hen på vokskabinetter, men de rummer alle et særligt twist, der hæver dem over den banale gengivelse.

Det røde rum

Umiddelbart ligner udstillingen en hyldest til den figurative skulptur, og så savner man fremtrædende repræsentanter for dén måde at udtrykke sig på. Men det er voks, der er fællesnævneren, og det betyder, at udstillingen også rummer nonfigurative værker, der på en helt anden, men stærkt stoflig, måde udnytter materialets mange egenskaber til naturefterlignende værker, foranderlige værker, og minimalistiske objekter, der mest af alt leder tanken hen på virkeligt blodige og makabre TV-serier.

Det er på mange måder en god udstilling, fordi den appellerer både til den ene og den anden hjernehalvdel, fascinerer gennem den tekniske formåen og berører spørgsmål, der har med eksistensen at gøre.

Kæmpeedderkopper

Man kan også tage Kunstforeningens anden udstilling først ved at gå op ad trappen, for så kommer man til en meget smukt ophængt udstilling af Louise Bourgeois.

Louise Bourgeois, der døde i fjor, 98 år gammel, opnåede i en sen alder sit internationale gennembrud med udstillinger af ofte meget store skulpturer - en del forestillende op til ti meter høje edderkopper - på verdens førende museer som Tate i London.

For Louise Bourgeois var hun­edderkoppen moderskikkelsen, der beskyttede sit afkom. Og hele far-mor-barn-symbiosen, det sidste sjældent uden de to første og deres forening, er et af temaerne for udstillingen, som rummer små 200 papirarbejder i røde nuancer, der kredser om livets begyndelse.

Således opmuntret kan man være bedre rustet til at møde den kunstige virkelighed, der venter på etagerne ovenover, og sådan er der en fin sammenhæng mellem de to udstillinger, der hver især kan bære et besøg i Kunstforeningen.