12. januar 2012, 22:30

Andreas Gursky er intet mindre end en superstjerne på den internationale kunstscene. Senest illustreret ved, at han blev manden bag det hidtil dyreste fotografi, da Christie’s i New York sidste år solgte værket »Rhein II« til 25 mio. kr. Det siger ikke meget om hans kunst - og hvis man kun ser dette værk i forbifarten bliver man ikke nødvendigvis klogere.

Andreas Gurskys værker er nemlig ikke skabt til hurtig aflæsning.

Hans monumentale fotografier åbner på en gang for et mikro- og et makrounivers. På afstand tegner hans fotografier - på trods af den ofte umiddelbare realisme - abstrakte former, farver og linjer. De er ganske enkelt utrolig smukke. Tæt på opløses denne orden, og kaos breder sig. Hver enkelt detalje stiller spørgsmål til helheden. Det, der på afstand var en rød plet, kan tæt på være et menneske eller et stykke ligegyldig affald. Ved denne erkendelse kan man gå frem og tilbage og potentielt bruge timer på hvert enkelt værk.

Under denne vandren foran Andreas Gurskys værker på Louisianas nye udstilling opstår næsten uundgåeligt spørgsmålet om, hvad, og hvor meget, der står i direkte forhold til virkeligheden, og hvad der er skabt på computeren. Spørgsmålet kan og skal ikke besvares. Men jeg tror det er en del af oplevelsen, at man har denne diskussion med sig selv.

Fotograf med malerens frihed

Forskellen på det traditionelle analoge fotografi og det digitale er i al sin tekniske enkelthed, at hvor det analoge fotografi knytter sig direkte til den virkelighed, der på et tidspunkt befandt sig foran kameraets linse, så bygger det digitale billede på pixels, der lagres i en computer, og frit kan bearbejdes og udskiftes.

I dette lys kan man sammenligne Andreas Gurskys værker med realistisk litteratur, der sammenstykker virkelighedsfragmenter, der fremstår realistisk, og som læseren genkender som mulig virkelighed. Men som læser vil man jo ikke begynde at undersøge, om det nu også forholdt sig som beskrevet i en given virkelighed. På samme måde kan man opleve hvert af Andreas Gurskys værker som en fortælling i sig selv og for en stund glemme alt om konkrete virkelighedsreferencer.

Andreas Gursky fotograferer over hele verden. Hjemme i atelieret samler han sine mange optagelser på computeren og her sampler, toner, fjerner og optegner han farver, linjer og motiver i hvert enkelt fotografi. Det vil sige, at han både arbejder med det fotografiske blik og med malerens frihed til frit at komponere et billede. Andreas Gursky lægger selv op til sammenligningen med det maleriske, endda i sin mest antifigurative form.

Civilisationen set i fugleperspektiv

Med på udstillingen er et værk af Andreas Gursky, der gengiver et af den amerikanske maler Jackson Pollocks berømte drip paintings. Som en elegant allegori perspektiverer Andreas Gursky her sit livsværk til disse abstrakt-ekspressionistiske all-over-malerier, hvor lag på lag af maleriske streger fordeler sig i et fletværk af vekslende tæthed. Dette maleri fremstår, ligesom en del af Andreas Gurskys fotografier, fuldstændig abstrakt, men tæt på opløser helheden sig.

Hvor Jackson Pollocks malerier er resultatet af hans kropslige bevægelser hen over lærredet, så har Andreas Gursky helt konkret hævet sig op over motivet. Hans monumentale fotografier tegner et billede af den menneskelige civilisation, oftest set i fugleperspektiv.

Fra denne synsvinkel bliver vores liv og færden til et labyrintisk fletværk af visuelle strukturer frem for reelle begivenheder. Vi søger individualiteten, men på afstand samler alt sig i strukturer og bevægelsesmønstre, der får menneskeheden til at ligne en flok myrer på vandring. Eller er det snarere sådan, at vi på afstand ser skønheden, og tæt på individualiteten og dermed også al vores rod og skrald.

Hmm ... det må blive det hele på én gang, og derfor er Andreas Gurskys værker så fantastiske.