1. november 2010, 12:01

LONDON: Gauguin var en maler, der undersøgte og samtidig skabte myter om det at være menneske.

Måske samler han hele sin erfaring, al sin tvivl og undren i det store allegoriske maleri fra 1897, der bærer titlen »Hvor kommer vi fra? Hvad er vi? Hvor er vi på vej hen?« Så er de mest væsentlige spørgsmål vist også stillet.

Billedet - det største Gauguin malede - er desværre ikke med på udstillingen i Tate Modern. Ejeren - kunstmuseet i Boston - har ikke ville lade en sådan attraktion slippe uden for murene - men mange andre fra årene på Tahiti og siden Dominica, hvortil Gauguin flyttede, udgør naturligt tyngden i denne omfangsrige udstilling om maleren båret af lån fra store dele af verden. Også Danmark, hvorfra der er hentet malerier, vaser og tegninger fra blandt andet Ordrupgaard, Glyptoteket og Kunstindustrimuseet.

Men Paul Gauguin (1848-1903) var også et menneske med et liv af den slags, der skaber myter. Født i Paris og opvokset i Lima. Fik tidligt først betydelig økonomisk succes som børsmægler og begyndte at samle på impressionisterne; dengang i 1870erne den vildeste avantgarde. Siden gik det mindre godt, og så galt gik det, at han ligefrem var nødt til at flytte til København med sin danske kone, Mette Gad. Han var begyndt at male ved siden af sit borgerlige erhverv og havde på et tidspunkt sagt sin stilling op for at gøre fritiden længere. Han kom også med på flere af impressionistudstillingerne, som en storartet præsentation i Ordrupgaardsamlingen af dét kunstneriske broderskab fortalte om for fem år siden.

Som de tidligste billeder på udstillingen på Ordrupgaard antydede, var det en amatørmaler, der blev en del af inderkredsen. En absolut begavet amatør med et håndelag der ikke er enhver beskåret. Det interessante er så, at man i hans første mange billeder fornemmer denne vilje til at blive en stor maler. Han lader sig inspirere af sine samtidige, og der er små hilsner til nogle af dem - Degas eksempelvis - i hans billeder. Og man kan næsten fornemme, hvordan han eksperimenterer med det ene og det andet i sit forsøg på at nå frem til virkelig storhed. Udstillingen på Ordrupgaard sluttede, da han er ved at være der - blandt de helt store kunstnere. Ikke at han fik anerkendelse i sin samtid. Få forstod ham. Herhjemme var det stort set kun Theodor Philipsen. Senere blev det til et kort samarbejde - ni en halv smertefuld uge - med van Gogh, som sidstnævntes museum i Amterdam viste en intens og fantastisk udstilling om i 2002. Udstillingen på Tate Modern fokuserer på det, der kommer efter. Det er altovervejende fortællingen om Gauguins storhed og kampen for at nå den.

Den vilde tanke

I 1891 forlod Paul Gauguin Frankrig for at slå sig ned på Tahiti og leve i pagt med naturen og kvinderne på øen. Nogle af dem i hvert fald. Og en eller måske flere af dem smittede ham med den syfilis, der sammen med fattigdommen, striden med myndighederne om hans vægring ved at betale skat til den franske kolonimagt og den manglende anerkendelse, gjorde hans seneste år miserable. Samtidig med at han altså skabte sine mest banebrydende billeder.

Moderne museumsfolk synes ikke, det er udfordrende og interessant nok at tilrettelægge en helt klassisk retrospektiv udstilling, når lejligheden nu byder sig, men det er alligevel næsten det, der er lykkedes i Tate Modern. Det er en på alle måder stor udstilling, der viser Gauguins liv og levned og herunder også hans fokuserede spredning. Livet igennem inddrog han andre medier og materialer. Han er tydeligvis en væsentlig fornyer af træsnittet, han var en interessant keramiker, og hans træskærerarbejder er sublime. Og så er det alligevel maleriet, der er i centrum.

Udstillingen tager sit afsæt i noget, der er væsentligt for alle store kunstnere. Optagetheden eller undersøgelsen af sig selv. Som Rembrandt (for nu at tage en i en tilsvarende vægtklasse) portrætterede Gauguin sig selv livet igennem med - ikke overraskende - med forskellige resultater i takt med, at hans maleri radikaliseredes. Interessant nok bliver denne første sektion af udstillingen også til en fortælling om hans dramatiske liv. Fra kunstneren som ung hvalp med aspirationer om at blive en del af kredsen af fuldtidskunstnere med deres helt anderledes kompromisløse tilgang til det maleriske stof til nærmest vild eneboer på en øgruppe fjernt fra det, man forbandt med civilisationen. Sidste selvportræt i rækken er ganske enkelt fra dødsåret. Billedene rummer - som tilrettelæggerne også bemærker i en introducerende tekst på væggen - såvel selviscenesættelse som en tilbagevendende undersøgelse af de forskellige stadier på livets vej. Det har også været stolte og selvbevidste beskeder, han sendte hjem til det Paris, der dengang var kunstens indiskutable hovedstad. Og hvor de har tænkt på, hvad han lavede der, hvor han var, om han var blevet gal, og hvor hans maleri mon bevægede sig hen. I hvert fald et ganske anderledes sted end impressionisternes. Gauguin søgte et symbolistisk udtryk på et ekspressivt betonet flademaleri, hvor det naturefterlignende bliver fravalgt til fordel for nogle dekorative og betydningsbærende, enkle figurationer.

Målet blev nået

Som antydet har Tates Gauguin-udstilling en retrospektiv eller fremadskridende karakter. Vi ender uvilkårligt i hans frodige paradis med de halvnøgne kvinder. Men undervejs kommer vi ikke bare gennem en opvisning i medier og materialer, men også nogle af de store temaer i Gauguins værk. Det gælder ikke bare hans betagelse af det kvindelige eller det feminine og herunder også kvinders indbyrdes forhold, måske deres jalousi, men også hans modvillige optagethed af det religiøse. Han var ingen ven af kristendommen - men ikke desto mindre:

Måske fordi han gennem sine gerninger, sine omkostningskrævende valg og sin kompromisløshed måtte komme derud, hvor han til sidst ikke kunne andet end dels fordybe sig i skønhed og en ny måde at male billeder på, men også en beskæftigelse med de vigtigste spørgsmål i tilværelsen. Han måtte stille sig spørgsmålet - det må vi alle - »Hvor kommer vi fra? Hvad er vi? Hvor er vi på vej hen?« Spørgsmålet er, om vi får et svar. Måske gjorde Gauguin det. Måske var det det, der gav hans liv mening. I hvert fald gav han mod slutningen af livet udtryk for, at han - i modsætning til hvad samtiden syntes - var »en stor kunstner. Jeg ved det. Det er derfor, jeg har udholdt disse pinsler«. Betragter man væggene i det gamle kraftvarmeværk ved Themsen, der nu rummer en af Europas bedste museer for moderne kunst, må man for det første give ham ret. For det andet tænke på ham med taknemmelighed.

»GAUGUIN - MYTEMAGEREN«. Tate Modern, London. Åben dagligt 10-18, fredage-lørdage til 22. Til 16. januar. Efterfølgende vises udstillingen fra 27. februar til 5. juni 2011 i National Gallery of Art i Washington. www.tate.org.uk

Ikke langt fra Tate Modern - en frisk spadseretur langs Themsen i efterårsvejret - ligger Londons Design Museum. Museet blev i sin tid til på initiativ af ikke mindst Terence Conran, designeren, grundlæggeren af Habitat og herhjemme restauranten Custom House ved Københavns Havn. Terence Conran fik først tildelt nogle lokaler i Londons pragtfulde gamle kunstindustrimuseum, Victoria & Albert, men, som man kunne forvente, var interessen så stor og succesen så markant, at stedet måtte have sin egen bygning. Et hvidt, Bauhaus-inspireret pakhus ved floden.

Londons Design Museum viser gennemgående meget veltilrettelagte udstillinger, og den omfangsmæssigt beherskede præsentation af den minimalistiske arkitekt John Pawson er absolut ingen undtagelse. Lokalpatriotisk kan man notere sig den britiske arkitekts forkærlighed for kvalitetsgulve fra Dinesen.

Gennem en række modeller og fotografier føres den besøgende ind i Pawsons elegante og imødekommende design og arkitektur, hvor ikke mindst et kloster i Tjekkiet imponerer ved sin enkle og gribende skønhed og arkitektens evne til at artikulere rum gennem dagslysåbninger.