6. juni 2010, 23:30

ROM: »Man kan fare vild i verden - selv på dette museum.« Står der et sted i et billede på en af de mange vægge i Roms nye kunsttempel.

Og det er sandt. Skønt det viser sig, at infrastrukturen er ganske logisk, er det nye museum ved første besøg et labyrintisk kolossalbyggeri, der synes at blive ved med at åbne sig for beskueren. Som om arkitekten - det er Zaha Hadid - har bygget kasse på kasse over på museets grundplan og forskudt det hele i forhold til indgangen, så man hele tiden finder rum efter rum efter rum. Eller store sale rettere.

Rom er en af barokkens hovedstæder, og der er en forkærlighed for det sanselige og svulstige, men skønt også indgangen har opsigtsvækkende træk, er det nye udstillingssted i forhold til megen anden samtidig museumsarkitektur afdæmpet. Den 500 kvadratmeter store foyer er flot og åbner perspektiver op igennem etagerne - men selve rummene og gangene mellem dem er nærmest minimalistiske. Man kan få den tanke, at Zaha Hadid, der ellers nok kan være vild i sit formsprog, er blevet fascineret af den lille, typiske by på disse kanter:

I eftermiddagsheden, når sollyset falder skarpt på torvene som i et maleri af de Chirico, ligger de gamle gader og gyder øde og aflukkede hen. Der er skodder for lejlighederne og gitre for vinduerne, selv skiltene tages ind. Her fortælles ikke om de skatte, der er bag de forrevne mure. Her er nærmest afvisende, men når forretningerne så åbner sig, drages man ind i deres virvar af farver og former. Sådan er det også i Roms nye kunstmuseum. Rummene åbner sig med deres overvældende opvisning af værker, der bliver stadig mere og mere mærkeligere, som det hedder i »Alice i eventyrland«

Da Zaha Hadid og med hende flere andre i 1980erne for alvor begyndte at gøre sig gældende på den internationale arkitekturscene, var det med sprængte rum, dramatisk lyssætning, teatralske iscenesættelser og et fragmenteret verdensbillede. Modellerne til nogle af Frank Gehrys bygninger lignede sammenkrøllet papir, Daniel Libeskinds mimede en iturevet davidsstjerne, og Hadids udkast - også til MAXXI - kunne lede tankerne hen på et mikadospil; pindelignende strukturer i tilsyneladende tilfældig uorden. Resultaterne var ofte visuelt frapperende, men det var ikke altid indholdet og funktionen, der havde haft arkitektens primære interesse. Sådan er det ikke med Roms nye museum. Det er et modent værk.

Museum for flere kunstarter

Det nye museum hedder MAXXI - og det er en fiks forkortelse for National Museum of Art in the twenty-first century. De tre sidste tegn i forkortelsen er således romertal for 21.

Det er ikke alene et museum for samtidskunst - også for den nyere arkitektur som en af åbningsudstillingerne indikerer. Det er en større præsentation af Luigi Moretti (der blandt meget andet tegnede Watergate-bygningen i Washington), fint sat i sammenhæng med andre af det 20. århundredes betydelige arkitekter. En anden, meget omfangsrig udstilling, præsenterer den interessante italienske billedkunstner Gino de Dominicis. Udstillingen er tilrettelagt af den fremtrædende kunstkritiker, Achille Bonito Olivia, der i 1980erne fandt på begrebet transavantgarden til at beskrive den kunst, der gennem ironi og kunsthistoriske citater så at sige overskrider avantgarden og fratager den dens betydning. En krusning i kunsthistorien måske, men ikke desto mindre en væsentlig forudsætning for blandt andre de danske vilde malere. Gino de Dominicis har døden som et af sine fremherskende temaer - og de besøgende modtages faktisk af et gigantisk skelet foran indgangen. Ikke kunstnerens, skal det siges. Der er godt nok konstrueret nogle myter om hans død (og herunder også, om han virkelig forlod denne verden i 1998, blot 51 år gammel?), men en 20-30 meter høj kæmpe var han trods alt ikke.

Vedkommende er også en særudstilling i form af en halv snes videoværker af den tyrkiskfødte billedkunstner Kutlug Ataman, der på forskellig vis - iblandt også rørende og humoristisk - belyser det svære møde mellem øst og vest og mellem de store kulturelle forskelle, der er på hengivelsen til traditionen og bekendelsen til moderniteten. Ofte også som en splittelse i det enkelte menneske, der er kommet fra en kultur baseret på visse værdier, der er ganske fraværende i eksempelvis den vestlige civilisation, hvor vi tydeligvis har nogle ganske andre. Kutlug Ataman var blandt de nominerede til Turner-prisen for nogle år siden, han har også deltaget på biennalen i Venedig, og tidligere på året kunne man se en af hans film i kunsthallen i Malmø.

Det museale paradoks

Sådan set er der en modsætning i museets koncept. Hvordan kan helt dugfriske værker indgå i museale sammenhænge? De har jo sådan set endnu ikke bevist deres holdbarhed og tyngde. Museer samler for evigheden eller i det mindste for den nationale hukommelse, og det kræver i sagens natur en vis distance. Man mindes med vemod det interessante forslag, der var fremme herhjemme for nogle år siden:

At et museum for moderne kunst købte værker fra de seneste 25 år. Efterfølgende skulle de udskilles af samlingen ved enten at overgå til andre af landets museer eller - hvis de ikke stod distancen - blive solgt på det frie marked. Derved kunne man principielt sikre sig væsentlige værker, inden de blev for dyre at erhverve for offentlige midler. Nogle af de ting, museerne køber, har ikke tilstrækkelig tyngde, og det kan man også finde eksempler på i MAXXI. Især blandt værker der - ligesom projektarbejde i uddannelsessystemet - behandler en aktuel politisk problemstilling gennem video og pædagogiske fremstillinger, hvor den kunstneriske form lider under det politiske engagement. Virkelig et problem for dele af samtidens kunst.

Ikke desto mindre. Samlingerne er helt, helt overvejende meget, meget imponerende. De består af værker af enkelte markante foregangsfigurer fra det 20. århundrede som Beuys og Warhol, Sol Lewitt og Lawrence Weiner, Lucio Fontana osv.; altså nogle af dem der er blandt forudsætningerne for samtidens kunst. Der er andre nyere klassikere, rigtigt fine kunstnere som William Kentridge, Francesco Vezzoli, Anselm Kiefer, Anish Kapoor, Mario Merz, ægteparret Kabakov, Rosemarie Trockel, Jana Sterback, Vanessa Beecroft, Elina Brotherus, Haim Steinbach, Bill Viola osv. Og ellers er det som om, at lederne har været på power shopping på de seneste to dokumentaer i Kassel og den seneste halve snes års biennaler i Venedig eventuelt suppleret med kunstmessen i Basel. Det er simpelthen et præcist signalement af den internationale kunstscene i de senere tiår. En vis særinteresse for italiensk kunst gør sig naturligvis gældende, det ville trods alt stadigvæk også være mærkværdigt andet, og det ville være et svigt over for publikum at være så globaliseret, men ellers er sigtet meget internationalt, og udvalget skarpt og udfordrende.

Man kan bruge halve og hele dage på at fortabe sig i det nye museums mange sale. Der er 10.000 udstillingskvadratmeter. Til sammenligning kan nævnes, at Louisiana har 8.200. Ellers kan man ikke sammenligne de to museer, hvis fokus ligger vidt forskellige steder. Og også dét er en berigelse af det europæiske museumsliv.