21. oktober 2010, 22:30

LONDON: Canaletto kommer til London, står der på siderne af nogle af taxaerne rundt om i den britiske hovedstad.

Og indeed he does. And did. I 1746 rejste den venetianskfødte maler til England, hvor han arbejdede i næsten ti år afbrudt af et smut tilbage til byen på vandet for at investere i lidt fast ejendom. I England boede en meget stor del af hans kundekreds. Det var det britiske aristokrati, der under deres grand tour til de europæiske kulturbyer havde købt hans billeder som et minde om den smukkeste og mest ophøjede by, som Venedig beskedent kaldte sig selv. Så hvorfor ikke imødekomme efterspørgslen ved at tage der til, hvor markedspladsen var.

National Gallery har sædvanligvis en større sal med en permanent ophængning af Canaletto og andre af 1700-tallets fremtrædende vedute-malere - men med den netop åbnede særudstilling har museet lånt fra ikke alene nogle af verdens bedste museer, men også en række private samlere med - kan man konstatere - den britiske dronning i spidsen. Hun og nogle af hendes hertuger og jarler ejer en række meget store lærreder, og det er der selvfølgelig også en forklaring på.

En vedute-maler tilstræber en topografisk korrekt gengivelse af et landskab. En vedute-maler maler udsigter, og Canaletto var sammen med Guardi blandt de bedste vedutisti. Landskaber og udsigter er der blevet malet hele tiden, men det har ikke til alle tider været idealet eller været følt som en nødvendighed, at landskabet var nøjagtigt gengivet og muligt at identificere i forhold til virkeligheden. Det ville vedute-malerne.

Udstillingen følger Canaletto gennem det meste af hans karriere - bortset fra de billeder han malede af eksempelvis engelske herresæder under sit ophold på de britiske øer.

Heller ikke hans raderinger eller hans tegninger, der var alt andet end skitser og forarbejder, er ofret megen opmærksom. Det er billederne fra Venedig - og de er så til gengæld set i samspil med de rivaler og konkurrenter, der livet igennem udfordrede ham og selvfølgelig heller ikke så sig for god til at udsprede rygter om, at den gamle mand - da han blev det - ikke længere selv førte penslen. Flere af dem udliciterede i øvrigt selv for eksempel gengivelsen af mennesker på lærrederne til andre, der var mere begavet i dén henseende.

På markedets vilkår

Det er da lidt sjovt, at en maler, der er født i Venedig, hedder Canaletto eller egentlig Canal. Canaletto er en diminutiv og betyder lille kanal.

Giovanni Antonio Canal blev født i 1697 som søn af en teatermaler, Bernardo Canal, som han gik til hånde. Under et ophold i Rom beslutter han sig for at blive maler-maler. Hans første arbejder er præget af kulissemaleriets karakteristiske løse penselføring, der er dramatik over billederne med pointering af lys og skygge, men snart får han sans for den topografisk korrekte gengivelse båret af en mere rolig og præcis teknik. Denne måde at male på var blevet kendt i Venedig i 1697 - Canalettos fødselsår - takket være en hollandsk kunstner, Gaspar van Wittel.

Motivet er byen - og med en by som Venedig, der er undsluppet så mange arkitektoniske forandringer, er det muligt helt nøjagtigt at genkende og identificere stederne. Det giver så også mulighed for at diskutere, hvor korrekt de malede, når det kom til stykket. Både han og hans konkurrenter havde eksempelvis området ved den ene ende af Canal Grande som et genkommende motiv. Det er der, kanalen udvider sig og bliver til Bacino di San Marco. Markuspladsen ligger her - og det samme gør Salute-kirken og Venedigs forhenværende toldbygning. Og her er der en gennemgående tendens til at gøre den store kanal smallere, end den faktisk er og rykke de to sider af palazzi tættere på hinanden, så der så at sige er mere mursten for pengene.

Canaletto og hans konkurrenters store kundekreds var - som allerede antydet - britiske velhavere på deres dannelsesrejse til de store kulturbyer, og når Canaletto på et tidspunkt forlader Venedig til fordel for London, skyldes det ganske enkelt, at den østrigske arvefølgekrig, der involverede indtil flere europæiske stater, lagde en dæmper på rejseaktiviteten på kontinentet. Kunderne blev væk, og Canaletto måtte tage hen til der, hvor de befandt sig.

Frederik IVs modtagelse

Det var ellers gået så udmærket. Den britiske konsul i Venedig, Joseph Smith, havde været Canaletto en god mand som agent for adskillige medlemmer af det britiske aristokrati. Det er muligvis også ham, der overtaler Canaletto til at udvide motivkredsen fra smukke adresser i Venedig til billeder malet til minde om forskellige begivenheder i bystaten karakteriseret af processioner, regattaer på Canal Grande og andre former for festivitas. Og lokalpatriotisk kan man konstatere, at en af Canalettos konkurrenter, Luca Carlevarijs, gengiver modtagelsen den 4. marts 1709 af Frederik IV.

Flere af de samlere, der var interesseret i Canaletto & Co. erhvervede billeder, som vi andre køber postkort. En bestilling kunne således udgøres af 12 eller 14 billeder med forskellige steder ved Canal Grande som motiv.

Og så var de alle i stand til at male himlen og vejret med stor indlevelse, hvad enten det er en sommer med sol eller en vinter med isnende kølighed i luften over lagunen. Der er forskellige overvejelser om de venetianske maleres særlige evne til at få klare farver frem. Det kunne blandt andet være, at byen ligger på vandet, og at lyset er så klart på de kanter.

Som alle andre faggrupper konkurrerer kunstnere også indbyrdes - og den omstændighed er en slags rød tråd i udstillingen. Som nævnt var denne måde at male udsigter på blevet kendt i Venedig i 1797, og der var allerede to af byens malere, der havde specialiseret sig som vedute-malere. Det var Luca Carlevarijs og hans svenskfødte kollega, Johan Richter, der var den modstand, Canaletto skulle overvinde, den barriere der var sat, og som han skulle overgå ved at springe højere og altså male bedre.

Siden dukkede andre rivaler op, der udfordrede Canalettos position. Malere som for eksempel Michele Marieschi, hans egen nevø, Bernardo Bellotto, samt Francesco Guardi, der ofte lagde en mørkere, mere molagtig og vemodig tone ind i sine - mere skitseagtige - billeder af Venedig og lagunens øer og herunder det ensomt beliggende tårn ved Marghera inde på fastlandet. Canaletto døde i 1768 - Guardi først i 1793. Forudser han i sit sene værk Venedigs skæbne i skikkelse af Napoleon, der i 1797 erobrede byen og gjorde en ende på Venedigs mere end 1.200 hundrede års selvstændighed?

Man kan måske synes, at udstillingen også skulle have inddraget Canalettos arbejder fra England, hvor han trods alt opholdt sig i ti år af sit liv, men omvendt har museet under tilrettelæggelsen lagt vægten på at inddrage en række af hans samtidige.

Derved viser udstillingen, at Canaletto nok var en af de bedste, men at der var mange om motivkredsen og om den teknik, hvormed billederne blev udført.

For Venedig-elskere breder udstillingen at væld af vidunderlige panoramaer ud for øjet. Den kunsthistoriske pointe bliver de enkelte maleres gensidige inspiration og den indbyrdes konkurrence, der gør udstillingen til en opvisning af fremragende billeder.

Fornemt besøg

Tæt ved er der mulighed for en anden fest for øjnene.

Royal Academy har besøg fra nationalgalleriet i Budapest. Som en række andre europæiske byer grundlagdes også i slutningen af 1800-tallet et kunstmuseum i den ungarnske hovedstad. Museet, der var grundlagt og blev udbygget af private samlere, åbnede dørene for publikum i 1906. Under Anden Verdenskrig plyndrede nazisterne det, men de stjålne skatte blev siden bragt sammen igen, og nu er et udvalg af dem på besøg i London.

Udvalget strækker sig tidsmæssigt over mere end 500 år og er dermed en gennemgang af de fleste skoler og retninger inden for ældre europæisk kunst. Det vil sige mesterværker af blandt andre Leonardo, Dürer, Raphael, Veronese, El Greco, Claude Lorrain, nogle af de ovennævnte vedute-malere fra Venedig, adskillige af impressionisterne og adskillige af de store moderne som Picasso, Chagall og Egon Schiele.