13. februar 2011, 22:30

Herning har en interessant tradition for samarbejde mellem kunst og erhvervsliv. Hovedskikkelsen er fabrikanten Aage Damgaard, der gennem et par årtier inviterede nogle af landets store kunstnere - Paul Gadegaard, Robert Jacobsen, Svend Wiig Hansen, Sven Dalsgaard, Carl-Henning Pedersen og andre - til at komme til byen og arbejde på hans virksomheder. Med kunst vel at mærke.

Også ukendte udenlandske navne, der senere skulle blive meget kendte internationale navne, kom til Hedens Perle, og en af dem var Piero Manzoni, der blandt meget andet anbragte Jordens sokkel i byen på den jyske prærie. Her var verdens centrum for Manzoni, og derfor placerede han kloden omvendt på en sokkel og kaldte værket for »Socle du Monde«.

Denne historie greb Holger Reenberg fat i, da han for en halv snes år siden blev direktør for kunstmuseet i Herning. Han skabte biennalen Socle du Monde, hvor nogle håndfulde indbudte kunstnere arbejder sammen med interesserede virksomheder. Det hele er i en noget mindre målestok end Aage Damgaards pionerarbejde i 1950erne og 60erne, for en af ideerne skulle jo være, at kunstnerne arbejdede gennem længere tid på virksomhederne og lærte andre mennesker at kende end dem, der alligevel kommer på Byens Kro i København. Men det er ikke desto mindre et godt forsøg på at bringe tilsyneladende vidt forskellige verdener sammen om et frugtbart samarbejde.

Klæder skaber folk

Årets biennale har et - aktuelt eller tidstypisk - tema; nemlig mødet mellem kulturer. Ikke kun i den banale forstand at det er hårdt at være fremmed i en majoritetskultur, men snarere som drilske spørgsmål om identitet. Det gælder for eksempel et af udstillingens store værker, »The Sliding Doorway«, af Jette Hye Jin Mortensen, der lader forskellige stemmer komme til orde og fortælle hendes historie om at have to kulturer som ballast. Splittelsen mellem at stamme fra Korea og vokse op i Danmark som er et tema, hun tidligere har arbejdet med.

Flere af kunstnerne henviser i deres værker til biennalens inspirationskilder. Som Manzoni satte verden på den anden ende ved at sælge dåser med sin egen afføring, har Thierry Geoffroy ladet indvandrere samle hestes efterladenskaber fra de københavnske gader som for at bevise deres værdi for samfundet. Det er der kommet en lidt rodet film og en samling små dåser ud af. Aage Damgaard klædte kunstnerne på ved at give dem frihed, midler og materialer til at skabe, hvad de havde lyst til. I en flertydig film af Marcelo Viquez hjælper den moderne mæcen, Peter Lassen fra Montana, kunstneren med at trække i det fineste tøj for at gå ud og møde verden.

CNN - Congo New Network

Flere af deltagerne forholder sig kritisk til den danske udlændingepolitik og til medieverdenen. Et eksempel på det sidste er Christian Botale, der har skabt en slags alternativ nyhedsudsendelse, hvor han på CNN - Congo New Network - fortæller sin version af sit lands historie. Hans måde at gøre det på repræsenterer virkelig en fornyelse af TV-mediet. En sørgmodig polemik ligger også i et værk af Ismar Cirkinagic. En lokal virksomhed har stillet 564.000 kr. til rådighed for kunstneren. Det er det samme beløb, Ismar Cirkinagic og hans familie ville få af den danske stat, hvis han forlod landet. Virksomhedens penge har han anvendt til at købe et stereoanlæg, der udstillingen igennem spiller værker af store komponister, der måtte søge eksilet, og spørgsmålet er naturligvis, hvad vi undertiden kan gå glip af, når vi udviser mennesker med talent og evne til at bidrage til samfundet.