18. november 2011, 08:01

Selvfølgelig er der mange referencer til kinesiske forhold i Ai Weiweis udstilling på Louisiana, der åbner i morgen. Som kinesisk kunstner forholder han sig til landets mægtige traditioner inden for kunst og kunsthåndværk, og han diskuterer den politiske virkelighed i Kina. Men trods referencerne til hjemlandet er Weiweis undersøgelser af magtens væsen af almengyldig karakter og kan nemt udstrækkes til at omfatte vores del af verden.

Korruption er en forbrydelse, alle politiske systemer døjer med, og i en film afdækker Weiwei eksempelvis nogle fuldstændigt unødvendige dødsfald i forbindelse med en naturkatastrofe. Hvis nogle mennesker ikke havde ladet sig bestikke, havde nogle skolebygninger klaret rystelserne, og adskillige tusinde børn kunne have overlevet. Som den store kunstner, Weiwei er, formår han at almengøre problemstillingerne i sine værker.

Ud over filmene består udstillingen af tre store monumenter og en lille hilsen til Duchamp. Weiwei vedgår i dén grad sin kærlighed til og inspiration fra Duchamp og hele det 20. århundredes konceptuelle tradition. Duchamp var manden, der revolutionerede billedkunsten ved at indføre ready made’en: En (industrielt) forarbejdet genstand, der ved at blive placeret i en kunstnerisk sammenhæng af kunstnere gøres til kunst og efterfølgende accepteres af kunstinstitutionen som værende kunst. Duchamp udstillede eksempelvis et cykelhjul - og Weiwei udstiller mange, der sammenvævet til en større skulptur måske bliver et billede på en revolution, der er gået i stå eller kører i ring. I det hele taget er Weiwei optaget af monumenter og har i Louisianas park fået bygget en kopi af Tatlins tårn, som han så nærmest gør til en lysekrone eller en juledekoration.

Tatlins tårn skulle have været kommunismens svar på det kapitalistiske symbol i Paris. Det skulle blot have været en tredjedel højere end Eiffeltårnet. Det skulle have været skråtstillet for at antyde den dialektiske materialismens dynamik og socialismens fremdrift og i øvrigt have huset bl.a. Komintern eller sammenslutningen af kommunistiske partier. Fra toppen af Tatlins tårn skulle en radiostation have sendt udsendelser til masserne rundt om i verden, og projektører skulle have skrevet slagord på himlen over Moskva. I dag står det som et patetisk monument over endnu en ideologi med en forklaring på det hele og et løfte om et 1.000-års rige, der ikke blev til ret meget andet end et blodbad.

En tredje af de omfangsrige installationer på udstillingen består af nogle porcelænsruiner og døde træer samlet af dele fra det sydlige Kina - og hele denne antydning af en park rejser spørgsmålet, om Weiweis værker ikke er en slags refleksionsrum eller steder til overvejelse af vigtige forhold i livet og her især måske magtens væsen og ideologiernes endegyldige fallit. Før eller siden.