22. november 2010, 13:32

Københavns Museum på Vesterbrogade tager livtag med tidens store debat om de fremmede og danskerne med sin nye udstilling »At blive københavner«. Museet laver nemlig andet end at følge efter borebisserne, der laver tunneler til den nye metro. I den gamle museumsbygning, der godt kunne trænge til en gevaldig udvidelse, fortæller museet historien om de mange tilflyttere til hovedstaden. Lige fra byens tidlige dage var København en magnet for mængder af provinsborgere, der i stadig større antal op gennem 1800-tallet var med til at transformere byen bag portene til en storby med brokvarterer. Men museets budskab er, at tilstrømningen af fremmede omfattede alle mulige fremmede. Der kom svenskere, tyskere, hollændere og endnu mere eksotiske typer som jøder, sigøjnere, grønlændere og sorte.

De nye københavnere

Før midten af 1800-tallet var København en ganske lille by på under 100.000 indbyggere. Epidemier, snavs og fattigdom gjorde sit indhug i indbyggernes antal, og uden en kraftig tilstrømning var hovedstadens antal gået drastisk ned. Tilvandringen fra provinsen hjalp betydeligt, men også fremmede fugle som amagerhollænderne blev inviteret til København i begyndelsen af 1500-tallet for at forbedre grøntsagsleverancerne til hoffet. De grundlagde Store Magleby på Amager og Frederiksberg. De bevarede deres kulturelle særpræg helt frem til slutningen af 1800-tallet.

I de første 50 år af 1700-tallet var mellem 15 og 20 procent af dem, der slog sig ned i byen for at drive egen virksomhed, udlændinge. Danmark var vidtstrakt og sammensat, og mange andre tilflyttere kom fra Jylland, Norge, Island, Slesvig-Holsten og andre dele af riget. Kun 20 procent af dem, der søgte borgerskab, var indfødte københavnere. Museet har illustreret tilstrømningen af de mange fremmede med borgerbreve, der blev tildelt fremmede ansøgere efter omhyggelig undersøgelse i statens administration. Man ville selvfølgelig have de udlændinge, der tjente til landets opblomstring, og op gennem flere århundrede sørgede man for, at bl.a. jøder, der havde penge eller kunne etablere blomstrende forretninger, kunne komme ind. Derimod forsøgte at man udvise alle fattige jøder.

Så tidens debat om udvælgelse af fremmede efter nationalegoistiske motiver har altså en lang forhistorie.

Tyskerne i byen

En gruppe, der tidligt prægede byen, var tyskerne. De kom til København som soldater, håndværkere, handlende, og et stort antal tyske adelsfolk fandt også herop. Det foregik ikke altid smertefrit, og et ganske voldsomt tyskerhad flammede ofte op. I 1776 indførte man indfødsretten bl.a. for at holde tyskerne ude og sikre danske embeder for danskere.

Mange tyskere holdt sig for sig selv og bevarede et socialt netværk og egne kirker. Som eksempel på det viser museet en model af Frederiks Tyske Kirke fra 1754. Modellen var bestilt af kirkens arkitekt, Nicolai Eigtved. Mange af modellens detaljer er forsvundet i årenes løb, men alligevel gør det stort indtryk at stå foran en miniudgave af kirken, der er så velholdt.

Byen kunne simpelthen ikke undvære de dygtige tyske håndværkere, og hæren var spækket med dem. Der var mængder af tyskere i byen, men vellidte var de ikke altid.

Jøder og sigøjnere

Museet fortæller også om de grupper, der var uønskede. Som sagt forsøgte man op gennem 1700- og 1800-tallet at skaffe sig af med fattige jøder. Det lykkedes ikke rigtigt, og fattige jøder vedblev at være en plage. Københavns politidirektør mente i slutningen af 1700-tallet, at de var overrepræsenteret i kriminalstatistikken så at sige. Han pegede på jødiske svindlere og tyvebander, som var et problem for storbyen.

Men alt i alt blev den jødiske indvandring en forrygende succes. Mange jøder blev handelsfolk, bankfolk og senere journalister og videnskabsfolk. 1800-tallets kolossale københavnske succes med et vitalt handelsliv og forrygende åndsliv kunne næppe være sket uden jødisk indvandring.

Også sigøjnere var stærkt uønskede. Europa har netop nu debatter om de såkaldte romaer, altså sigøjnere, der stadig er uønskede. Sådan var det også tidligere i Danmark, fordi man mente, at de stjal og snød. I 1700-tallets midte slap man af med de fleste, men i 1800-tallets anden halvdel kom flere familiegrupper tilbage. Udstilligen viser fabelagtige fotografier fra disse sigøjnergrupper fra 1890erne.

I 1972 fik en gruppe romaer tilladelse til at slå sig ned på Amager Fælled. Fælleden har flere gange siden dannet rammen om romaers ophold i København og har fået diskussionen om romaernes ophold i byen til at blusse op på ny.

Svenskere og jøder

Fra midten af 1800-tallet oplevede København en ren befolkningseksplosion. Fra 1850 og 1900 voksede byens befolkning fra 120.000 til 370.000. I slutningen af 1800-tallet var København præget af store anlægsarbejder som Frihavnen og Vestvolden, hvor især svensk arbejdskraft bar en væsentlig del af byrden. Mange svenskere kom hertil og tjente som tjenestefolk og arbejdere i København. Svenske piger, der var nederst i det sociale hierarki, tyede ikke sjældent til prostitution og småkriminalitet.

En væsentlig gruppe indvandrere i København var den østeuropæiske jødiske fra omkring år 1900. I alt indvandrede 10.000-12.000, men mange søgte videre til USA. Der blev i kvarteret omkring Borgergade og Adelgade, før det blev saneret, etableret en ghetto, hvor indbyggerne talte jødisk (jiddisch). Men i løbet af blot 15 år lykkedes det disse tilfyttere at flytte væk fra ghettoen og påbegynde en imponerende social opstigning. Museet gengiver både fotografier og film fra denne immigrantgruppe.

De nye københavnere

De fleste tilflyttere kørte et dobbeltspor. Man blev københavner med stort K, men man bevarede også tæt kontakt med de mennesker, man havde kendt fra tidligere. Det gjaldt selvfølgelig ikke mindst udlændinge, men også provinsborgerne. For tilflyttere fra Fyn og Jylland havde også foreninger, hvor de kom for at snakke med hinanden og vedligeholde deres kultur.

Museets udstilling blander fortællinger om de gamle tilflyttere med historier om de nye. Kim kom således til København fra Hammel i Jylland i 2004 for at tage uddannelse som industrielektriker. Før han flyttede til København, forestillede han sig byen som et sted med mange mennesker, der var »højrøvede.« Han fortæller i udstillingen, at han nok er blevet københavner på en vis måde, men: »Jeg er så indgroet jyde, at det kommer jeg aldrig af med.«

En rigtig københavner

Museets forsøg på at se historisk på denne smeltedigel er vellykket. Ikke mindst de historiske eksempler viser med al tydelighed, at byen altid har været en kosmopolitisk blanding af danskere, fremmede og oprindelige københavnere. Mere spredt bliver billedet, når vi når op i nutiden, hvor museet har et lidt tilfældigt udpluk af nutidsskæbner og har grebet til moderne kunstnere for at formidle fornemmelse af københavneres identitet her og nu. Det bliver noget famlende.

Det er museets fine indsats at sætte vor nutidige debat om fremmede i en perspektivtrig ramme. Derimod forbliver det svævende, om det lykkedes disse mennesker at blive rigtige københavnere. Men spørgsmålet lader sig nok slet ikke besvare, for hvem kan definere en identitetsmæssig følelse? Der er sikkert en million svar på, hvad det vil sige at være københavner. Men for langt de fleste fremmede var der et dybtfølt ønske om at blive danskere og en del af københavnerlivet, selv om man opretholdt sit sociale netværk, der var baseret på kontakter af etnisk eller national karakter.