Kunst

Han skabte det moderne maleri – i 1400-tallet

Jan van Eyck revolutionerede maleriet – og det er emnet for en udstilling på det store kunstmuseum i Rotterdam. Udstillingen viser med få pædagogiske greb, hvordan maleriet var før og efter den flamske mesters korte liv.

De romerske soldater har ikke opdaget, at Jesus er opstanden påskemorgen, da tre Mariaer opsøger graven. Blot for at konstatere at den er tom. I stedet forkynder en engel den mirakuløse begivenhed. Baggrunden viser typisk flamsk arkitektur fra perioden, da billedet blev malet.
De romerske soldater har ikke opdaget, at Jesus er opstanden påskemorgen, da tre Mariaer opsøger graven. Blot for at konstatere at den er tom. I stedet forkynder en engel den mirakuløse begivenhed. Baggrunden viser typisk flamsk arkitektur fra perioden, da billedet blev malet.

ROTTERDAM: Det er noget begrænset, hvad vi ved om Jan van Eyck. Desværre. For han havde en voldsom betydning for de forandringer af maleriet (og dets anseelse), der foregik i begyndelsen af 1400-tallet – og som blandt meget andet er en forudsætning for den enorme kunstneriske udvikling, der fandt sted i Venedig og omegn omkring renæssancen.

Vi ved for eksempel ikke, hvornår Jan van Eyck er født. Mange opslagsværker gætter på 1390 eller lidt senere.

I en ny udstilling i Museum Boijmans van Beuningen i Rotterdam argumenterer en af tilrettelæggerne for, at det snarere er 1400 – og så blev han kun 41 år. Nu nåede de jo ikke så langt i gamle dage, men Tizian blev dog hen ved 90.

Tizian, der er en af 1500-tallets (og alle andre århundreders) største malere, efterlod sig en pæn stor produktion. Af Jan van Eyck kender vi kun omkring 25 billeder, og vi ved ikke, hvor mange han ellers malede. Nogle er gået tabt under de talrige krige i det europæiske slagtehus, andre er stjålet; atter andre er man i tvivl om. Er noget af altertavlen i Gent, ofte også omtalt som »Lammets tilbedelse«, der er et af hans tidlige men absolutte hovedværker – også i hovedværk i europæisk billedkunst – malet af hans bror, Hubert van Eyck? Arbejdede brødrene side om side? Har Hubert overhovedet eksisteret?

Med en bevaret3 bestand på 25 billeder er det for selv et så velanskrevet museum som Boijmans van Beuningen ikke let at arrangere en stor udstilling.

National Gallery i London har naturligvis ikke villet udlåne et mesterværk som »Arnolfini og hans brud«, der ofte omtales som for forbilledet for det borgerlige repræsentationsportræt gennem tiderne helt op til Thomas Kluge, hvis eget van Eyck-inspirerede bryllupsbillede i øvrigt kan ses i Palæfløjen i Roskilde frem til 11. november.

Louvre i Paris har næppe heller villet slippe Rolin-madonnaen – og andre af hans billeder er det umuligt at flytte fra de kirker, hvori de befinder sig. Tilbage er en stor håndfuld og nogle tegninger.

Det forklarer titlen på udstillingen, der er på henved 100 værker. Den hedder »Vejen til van Eyck«, og – kunne man have tilføjet – Vejen videre efter van Eyck. For udstillingen tager udgangspunkt i måden at male på, før van Eyck revolutionerede billedkunsten, og den lukker med at vise de synlige spor hos andre malere, der efter mesterens død fortsatte med den måde at male på, han havde indført.

Med Jan van Eyck kommer en hidtil ukendt klarhed i farven ind i maleriet sammen med en ny, langt mere realistisk og individualiseret personkarakteristik og en anderledes optagethed af at skildre naturen i detaljer frem for blot at lade landskabet være et baggrundstæppe for billeder af Madonna med Barnet. Eller andre personportrætter.

Jan van Eyck er langt mere optaget af at modellere med farven, så ansigtet bliver plastisk og tredimensionelt – og vi forstår den afbildedes personlighed, og han magter på en ny og troværdig måde at redegøre for stofligheden i det, han afbilleder. En mur, et gulv, træværk, en pude, gravsten eller en kjortel kan naturligvis ikke gengives på samme måde, for deres materialekarakter er forskellig.

Det forstod van Eyck, så han malede med en – for tiden ny – storslået illusionistisk virkning. Der var meget guld og myrraskær i tidens religiøse fremstillinger af scener fra Jesu liv. Den slags løste man i al fredsommelighed ved at anvende guld, hvis man nu for eksempel skulle gengive en glorie. Men van Eyck formåede at male guld, så det lignede den ægte vare i den måde, det så ud, og som det reflekterede lyset. I øvrigt var Jan van Eyck også en mester, når det kom til dybde i billedet og til at få lyset til at komme ud fra lærredet.

Så udstillingen i Boijmans van Beuningen er en beretning om, hvordan billedkunstnere, der på den tid mere blev betragtet som håndværkere, dels kopierede på livet løs for at efterkomme markedets behov, dels havde blik for det nye, når det bød sig. Alle stjal de med arme og ben. Sådan er traditionen. Også i dag.

Men Jan van Eyck formåede i sine relativt få voksne leveår – vi ved selvfølgelig heller ikke noget videre om hans barn- og ungdom – at forny maleriet. Og i øvrigt højne maleriets status inden for kunstarterne. Den betydning, Jan van Eyck havde, er fortsat gennem århundrederne. Det er alligevel de færreste beskåret.B

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.