Kunst

Dette er ikke et billede af et landskab – det er et landskab

Sædvanligvis må man ikke berøre de udstillede værker på et museum – og da slet ikke gå på dem. I Olafur Eliassons hovedbidrag til udstillingen på Louisiana er man nødt til at gøre det. Det sker i et gigantisk islandsk landskab af sten og grus, der breder sig gennem adskillige sale og fylder hele museets sydfløj.

Med udstillingen »Riverbed« har Olafur Eliasson flyttet et stykke natur ind mellem museets hvide vægge, der sjældent er fremtrådt så white cube-agtige som i mødet med dette værk. Foto: Anders Sune Berg/Louisiana
Med udstillingen »Riverbed« har Olafur Eliasson flyttet et stykke natur ind mellem museets hvide vægge, der sjældent er fremtrådt så white cube-agtige som i mødet med dette værk. Foto: Anders Sune Berg/Louisiana

Indrømmet. Der er lige et øjeblik, efter man er ankommet til udstillingen, at man kan mærke en vis skuffelse:

Er det dét? Taget til Humlebæk for at se på en grusbunke?

Men så enkelt er det selvfølgelig ikke. Enkeltheden ligger – som så ofte hos Olafur Eliasson – i grebet. Udførelsen er langt mere kompliceret. I hele Louisianas sydfløj breder sig et landskab; et enormt, stenet flodleje.

Flod er måske et meget stort ord i denne sammenhæng. Det er en lille og stilfærdig vandstrøm, der baner sig vej gennem salene. Ligesom – forestiller man sig – når foråret kommer, og sneen og isen begynder at tø. Dette er blot begyndelsen. Snart vil flodlejet svulme med vand, og livet og væksten og alt det grønne vil vende tilbage, som det i efterhånden nogen tid heldigvis har gjort det som en del af klodens cyklus. Som sådan er det et optimistisk værk, Olafur Eliasson har skabt til Louisiana.

Det er også et helvedes irriterende værk. Og som ved så mange andre former for billedkunst er irriterende en kvalitet. Det er sikkert sjovt for børn og barnlige sjæle at gå gennem det ujævne landskab og her og der krydse vandstrømmen, men egentlig er det besværligt. Nogle vil måske endda blive bekymret for at falde og komme til skade. Men samtidig skærper den ujævne og besværlige overflade sanserne.

Det er et andet, meget karakteristisk træk ved Olafur Eliassons værker. Mange af dem leger med vores opfattelsesevne og udfordrer vores sanser. Her er det hørelsen og balancen, der sættes på prøve. Ofte har det været synssansen, Olafur Eliasson har manipuleret med. Den omstændighed at vi ser på noget, og når lysforholdene markant ændrer sig, får vi et andet billede, fordi øjet reagerede på det og danner efterbilleder, og fordi vi bruger vores hjerner til at rekonstruere det, vi tror, vi ser.

I andre værker har det været føle- eller duftsansen, som hvis man er gået gennem en installation med en mild regn eller har været i et rum beklædt med mos.

Oh, vandringsmand

Olafur Eliasson er ikke den første billedkunstner, der har gjort et bjerg af jord eller en vognfuld grus til et kunstværk, og det er også set tidligere, at kunstnere har skabt et veritabelt landskab i et museum, et galleri eller en kunsthal. Men ikke så omfangsrigt som her, og det er heldigt for Louisiana, at museet har så gode venner, for udstillingen er et af de mest voldsomme indgreb i museets historie. Det er måske ikke den dyreste udstilling, der nogensinde er blevet vist i Humlebæk. Men givetvis en af de mest komplicerede.

Måske er »Riverbed« ikke så storladent et værk som for eksempel de konstruerede vandfald til New York eller den kunstige sol til London. Det er mere lavmælt. Det er et stykke virkelighed fra et overskyet nordisk landskab, der er placeret på et kunstmuseum – og derved trækker på hele den kunsthistoriske tradition. Som sådan er det faktisk et meget skandinavisk tonet værk, Olafur Eliasson har skabt til Louisiana.

Museet selv lægger op til, at »Riverbed« er et slags sindbillede på Louisiana. Louisiana er et museum, der ligger ualmindeligt smukt i landskabet, og der er en nær sammenhæng mellem det ydre og det indre, hvor de mange kig gennem vinduerne til parken tjener som øjenrensende kunstpauser under den vitterligt lange vandring gennem museet. Det er netop arkitekturens underspillede karakter og udstillingssalenes samhørighed med naturen, der gør Louisiana til en så opløftende oplevelse.

Omvendt har Olafur Eliasson flyttet et stykke natur ind mellem museets hvide vægge, der sjældent er fremtrådt så white cube-agtige som i mødet med dette værk. White cube-begrebet refererer i denne sammenhæng til den kritik, der har været af kunstmuseerne for at være kolde og rigide institutioner, der både er afvisende over for publikum og kvæler kunsten – men netop med »Riverbed« forløses både arkitekturen og billedkunsten i mødet.

»Riverbed« er ikke blot et sindbillede på museet som institution eller stedets ånd på Louisiana, som stifteren, Knud W. Jensen, talte og skrev så meget om. Vandringen gennem landskabet og langs vandløbet er begge metaforer for tid og liv og udvikling. Samtidig refererer Olafur Eliassons minimalistiske værk til den retning inden for billedkunsten, der opstod i midten af det 20. århundrede og blev kaldt land art.

Land art gik ud på at foretage forskellige – som regel midlertidige – indgreb i landskabet. En af dem, man måske især kommer til at tænke på i den forbindelse, er ikke Robert Smithson, der ellers byggede en kunstig spiralmole i en sø, men derimod Richard Long.

I mange år lå der som regel en cirkel af sten i Louisianas faste samling. Ligesom den opretstående tommelfinger og skulpturen med idioten der med mellemrum knalder hovedet ind i en klokke var stencirklen blandt de ikoniske værker for hele den modernistiske tradition, Louisiana herhjemme blev eksponent for.

Det er lykkedes Richard Long at sælge forskellige udgaver af sine stencirkler til stort set samtlige museer for moderne kunst i den vestlige verden. Men det er egentlig hans arbejder i selve landskabet, der er blandt hans mest interessante:

Hans vandringer. Hans »Walks«. Hans walks on the wild side, om man vil, foregik i den vilde natur, og Richard Long forsøgte gennem sine vandringer at skabe skulpturer i naturen; midlertidige skulpturer bestående af de stier han skabte ved at gå frem og tilbage, frem og tilbage. Naturen blev en del af hans værk. Han blev en del af naturen. Ligesom vi som museets gæster gør. Også vi bliver en del af landskabet og værket. Vi ændrer det, og det ændrer os.

Naturromantik?

På samme måde har Olafur Eliasson pointeret dette islandske stykke naturs karakter ved at transportere det til Danmark og skabe en kopi på en kunstmuseum.

Kopien er – siger berejste mennesker med ophold på Island – præcis. Men det kan man også se af de fotoserier, Olafur Eliasson i flere omgange har arbejdet med. De forestiller neop islandsk natur:

Storslåede panoramaer fastholdt som minimalistiske billeder, hvor det frem for landskabets individuelle karakter snarere er selve essensen af natur, kunstneren fastholder.

Måske er Olafur Eliasson trods sin nøgterne måde at skabe billeder på og uagtet hans hyppige anvendelse af højteknologiske løsninger alligevel en romantiker med et inderligt forhold til naturen? Kunstige sole både i Tate og – på en anden måde – i Utrecht. Vandfald, tågebanker, stille regn, regnbuer, rum eller vægge med mos osv.

I Hamburger Kunsthalle hænger et maleri, der på mange måder er et referenceværk i nordeuropæisk kunst. Caspar David Friedrich gengiver i sit billede en vandringsmand, der står og stirrer grundende ud over et tåget landskab.

Så romantisk er Olafur Eliasson ikke indstillet, og »Riverbed« er slet ikke et videre højstemt værk. Men så alligevel. Som vandringsmanden i Friedrich’ billede betragter landskabet, betragter man Olafur Eliassons landskab, som det breder sig i museets sale.

Modsat vandringsmanden, der i hvert fald i maleriet fastholdes i sin positur over landskabet, kan vi bevæge og gennem Olafur Eliassons flodleje og udforske det. Som i så mange andre af kunstnerens værker rummer »Riverbed« dermed også et interaktivt eller publikumsinddragende element.

Kultur og natur

»Riverbed« er hovedretten på Olafur Eliasson-udstillingen, der vil irritere nogle men forhåbentlig glæde flere og i øvrigt minder om, at alle verdens genstande kan anvendes som kunstnerisk materiale.

Men der er et par tilføjelser, som på sin vis også handler om bevægelse. Ikke den man kan føle. Men den man kan foretage.

Med en række modeller samlet på et stort bord er det muligt at foretage sig en bevægelse bagud i tiden og danne sig et billede af Olafur Eliassons talrige projekter, som netop er kommet til verden, fordi kunstneren har været så optaget af teknologiske muligheder i billedkunst. Modsat »Riverbed« der i hvert fald på overfladen er et meget enkelt udført værk. Og så vises tre korte film, der alle tematisk kredser om bevægelse.

Den mest interessante fastholder en dansers bevægelsesmønstre i en kinesisk have og handler dermed i det små måske alligevel om et af temaerne i det store værk:

Menneskets forhold til naturen og samspillet med den. Det sete afhænger af øjnene, der ser, og mange af Olafur Eliassons værker gennem tiderne har været en slags synsmaskiner, der har manipuleret med betragteren. Ikke af ond vilje men for at minde om, at alt er en ideologisk konstruktion. Eller måske næsten alt.

For menneskets samspil med naturen – kunstig eller ægte – der gennemstrømmer Olafur Eliassons værk, er også til stede her. Ikke blot fordi naturen bare er et sted derude. Heller ikke fordi naturen er en af tilværelsens »skjønneste Zirater«, som det ironisk hedder hos J.P. Jacobsen. Men fordi naturen både er en gave og en forudsætning. Og fordi vi er en del af den.

Hvem: Olafur Eliasson. Hvor: Louisiana, Humlebæk. Hvornår: Tirsdage-fredage 11-22, lørdage-søndage 11-18. Til 4. januar.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.