»Der er sgu kun plads til én kunstner i familien«

Engang vakte de modernistiske malere skandale, nu er de skønne klassikere. Men deres kvindesyn kan stadig provokere.

Udsnit af Vilhelm Lundstrøm: Stående model, 1931. ARoS.
Udsnit af Vilhelm Lundstrøm: Stående model, 1931. ARoS.

En vis grad af forudfattethed havde lagt sig over mig, inden jeg så udstillingen »Blomsten og cigaren« på Gl. Strand. Det er en historisk realitet, at kvindelige kunstnere har været overset, ja, næsten systematisk ignoreret, hvilket er blevet belyst i flere sammenhænge. Men jeg tvivlede på, om udstillingen kunne frembringe fornyet indignation. Og derudover fandt jeg titlen en smule plat til en udstilling med fokus på køn. Men sikker var jeg på glæden ved gensynet af malerier af Franciska Clausen, Harald Giersing, Vilhelm Lundstrøm, Olaf Rude, Sigurd Swane, Edvard Weie og mange flere.

Udstillingen viser dansk maleri fra perioden 1908-41. Den er en delvis viderebearbejdning af en udstilling på Aros, hvor dansk modernisme blev sat i et internationalt perspektiv.

Hvor Aros’ udstilling fortalte den store historie om hvor, hvordan og hos hvem, de danske mestre hentede deres inspiration, så sætter denne udstilling fokus på den kønspolitiske kontekst, som maleriernes nybrud og radikale tanker ikke er et opgør med.

På væggen ved indgangen til udstillingen står spørgsmålet: Hvad stræbte det danske modernistiske maleri efter? Svaret er ganske kort: Fornyelse, forenkling og fokus på kunstneriske midler: Form, farve, linje og rum. Og så tilføjes et lige så enkelt noteapparat til svaret. For nok tilstræbte de modernistiske malere fornyelsen rent kunstnerisk, men som der står: »Naturlige forhold som kønsroller og kvindens position skulle ikke fornyes«. Og det er denne pointe, der udbygges gennem udstillingen.

Muser var til inspiration og adspredelse

Den unge kvindelige muse med den smukke glatte hud og de rette kurver var til inspiration og adspredelse. Var hun en del af kunstnermiljøet, kunne hun måske endda tale med om kunst! Men det øjeblik, der blev tale om ægteskab, var det en aldeles anden sag.

Citatet på udstillingen, hvor maleren Vilhelm Lundstrøm beskriver sin kone, siger det hele:

»Hun var sgu ikke helt uden talent ... og hun havde en vældig fin sans for farver. Men så giftede vi os og tog på bryllupsrejse til Paris. I toget, lidt uden for Köln, smed jeg hendes staffeli og oliefarver og hele lortet ud ad vinduet. »Der er sgu kun plads til én kunstner i familien,« forklarede jeg hende. Så vidste hun det. Én gang for alle.«

At de modernistiske maleres interesse for fornyelsen isolerede sig til billedkunsten, formidler udstillingen også ved at spille den musik, som kunstnerne hørte. Det var nemlig ikke samtidens avantgardistiske komponister som Stravinsky eller Schönberg, men i stedet komponister som Carl Nielsen, der fyldte Harald Giersings atelier, mens Vilhelm Lundstrøm malede til tonerne af Bach.

Ud over musik perspektiverer udstillingen i ord, film og foto samtidens kulturliv indrammet af de to verdenskrige.

Både de små og store rammefortællinger åbner malerierne i forhold til den tid, hvori de er skabt.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.