5. februar 2011, 22:30

ARoS i Aarhus tager med udstillingen »Jorn International« hul på den massive fejring, der må forventes at blive den store maler til del, når vi i 2014 når frem til 100-året for hans fødsel.

Året efter blev han optaget på Kunstakademiet, hvor han gik hos Aksel Jørgensen for, som det var tilfældet hos Léger, at lade sig skole. Han skulle siden vende sig fra den måde at arbejde på for i stedet at søge et mere spontant, abstrakt udtryk befolket med smølfer og trolde, opsvulmede hoveder og snadrende ænder i et vellystigt orgie af farver. I disse år knyttede han nære bånd til andre af århundredets store danske malere. Ejler Bille er nævnt, og udover ham var det især Egill Jacobsen og Carl-Henning Pedersen.

Asger Jorn er en af de ganske få danske billedkunstnere, der har opnået international berømmelse. Før ham var der Thorvaldsen. Efter ham Per Kirkeby og Olafur Eliasson. I begyndelsen af 1950erne forlod Asger Jorn i det store hele Danmark, hvis manglende anerkendelse sårede, men også drev ham. Efterhånden fik han et gennembrud i udlandet, mens forbeholdene over for hans arbejde længe bestod i Danmark. Det er denne internationale karriere, udstillingen overordnet fortæller om. Det sker gennem syv absolutte hovedværker; nogle store lærreder hentet fra museer som Tate i London, Guggenheim i New York, Stedelijk i Amsterdam, Neue Nationalgalerie i Berlin og Louisiana i Humlebæk. Disse magtfulde værker er så omgivet af mindre arbejder, der facetterer og udbygger de problematikker, Jorn har arbejdet med.

Nogle tilløb til udlandet havde den kosmopolitisk indstillede Jorn allerede taget. Han stammer fra den lille by Vejrum i det nordvestlige Jylland. Hans forældre var lærere, og på seminariet reviderede hans far sit forhold til Gud, forsagede sit tidligere muntre liv og tugtede til gengæld sine efterhånden seks børn hver lørdag formiddag med et spanskrør, og havde de faktisk opført sig efter faders vilje, fik de en omgang som ren forebyggelse.

Efter en barndom, som fra det femtende år, efter faderens død, foregik i Silkeborg, begyndte også Asger Jorn at læse på seminariet, men var allerede - inspireret af blandt andre Martin Kaalund Jørgensen - vakt for maleriet. I 1936 rejste han til Paris for at realisere sin drøm. Udgangspunktet blev Fernand Légers malerskole, og i 1937 arbejdede han som assistent for Le Corbusier på udsmykningen af dennes pavillon til Verdensudstillingen, hvor bl. a. Picassos »Guernica« blev udstillet første gang. Men under Paris-opholdene i 1930erne stiftede han også bekendtskab med surrealismen og arbejdede ud fra de overvejelser, bl. a. Joan Miró og Max Ernst havde gjort sig.

Tilbage i Danmark opsøgte Asger Jorn Ejler Bille og Richard Mortensen for at tilbyde sig - selvtilliden fejlede intet - som medlem af den konstruktivt og surrealistisk orienterede kunstnersammenslutning Linien. Og til trods for en vis skepsis - de havde eksempelvis ikke set Jorns billeder, da han troppede op hos dem - var han med på udstillingen på Den Frie i 1937.

Overdådigt orgie

Under krigen var grænserne i Europa lukkede, og møder med beslægtede kunstnere umuliggjort, men umiddelbart efter befrielsen rejste Jorn atter til Paris, knyttede kontakter til en lang række malere og billedhuggere og påbegyndte der den tilværelse som nomade, der skulle blive karakteristisk for hans liv. Jorn forbindes om noget med Cobra (1948-51), som han da også var en af initiativtagerne til. Cobra, hvis navn er sammensat af bogstaver fra byerne COpenhague, BRuxelles og Amsterdam, blev stiftet den 8. november 1948 i caféen i Hotel Notre Dame ved Quai Saint Michel i Paris. Cobra var ikke den eneste kunstnergruppering, Jorn var med til at stifte, og i det hele taget var han dygtig til at skabe kontakter med andre kunstnere. Og samlere.

Udstillingen indledes med nogle få værker fra Jorns forankring i Danmark. De er mørkere og mere dystre, og skønt man ikke ligefrem kan påstå, at hans billeder bliver facile under udlændigheden, kan man spore en lysere palet, og en større sans for at få billedet til plastisk at hænge sammen. Figurtegning og farve bliver i dén grad et hele, og gennembruddet kommer, da »Lettre a mon fils« bliver vist side om side med et værk af den amerikanske maler Willem de Kooning, der allerede havde opnået international stjernestatus. Billedet tilhører i dag Tate i London, og blandt andre absolutte hovedværker på udstillingen er »Im Anfang war das Bild«, »Scultura Figurata« og »Døddrukne danskere« - Jorn navngav sine billeder, efter hvilket land han malede dem i. Jorns billeder tog - ikke unaturligt - udgangspunkt i hans sindsstemninger og hans overvejelser over sin tid, og skønt der er en lysere tone over mange af de billeder, han malede i det sydlige Europa, kan man i ét og samme billede blive sendt på en mental rutsjetur mellem stemninger af lys og mørke, glæde og sorg, vrede eller forargelse. Det er en flot præstation at samle så markante værker og sætte dem ind i en sammenhæng, og det er en svir at gå mellem de mange billeder og følge Jorns foranderlige bevægelser rundt i lærredet, hans kaotiske kompositioner og hans skiftende figurer.