Blüdnikow: Guldalderens mange ansigter

Emilius Bærentzen blev aldrig medlem af kunstakademiet, men kunne – på sine bedste dage – male penslen ud af hånden på mange af dets medlemmer. Hofteatret viser en fin udstilling.

Gruppebillede fra 1828 af Emilius Bærentzen. Måske hans egen familie?
Gruppebillede fra 1828 af Emilius Bærentzen. Måske hans egen familie?

Thomas Kluge blev aldrig optaget som elev på Det Kongelige Danske Kunstakademi. I stedet for blev dette lysende talent en succes på egne præmisser. Han malede portrætter af finans- og handelsfolk og af Dronningen. Kritikken fra kunstanmelderne var ofte negativ. Portrætkunst af samfundsspidser var ikke i høj kurs, og hans realisme var ikke værdsat. Men han vandt alligevel bred folkelig accept.

Det lyder en hel del som hans forgænger i 1800-tallet Emilus Bærentzen. Som ung, talentfuld kunstner kom han på kunstakademiet som elev, men medlem af akademiet blev han aldrig, for han malede portrætter, og dengang var det storladne, historiske maleri påskønnet, mens man så ned portrætgenren. Når han udstillede, blev han enten ignoreret af tidens kendte kunstkritiker N.L. Høyen eller skarpt kritiseret.

Bærentzen malede medlemmer af borgerskabet hjemme i deres stuer, og et litografisk firma, som han stod i spidsen for, udsendte en mængde portrætter af Københavns borgere.

Han blev 1800-tallets københavner-maler. I den lille by, hvor genier som H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, M.A. Gold­schmidt og Ørsted-brødrene færdedes, portrætterede Bærentzen både kendte og ukendte.

Udstillingen i Hofteatret

Hofteatret har brugt tre år på at indsamle en række af Bærentzens værker, der fylder museets for lille udstillingsareal. Nogle af de bedste af billederne hænger der, men man mangler andre fine malerier, så heldigvis har Hofteatret udsendt ikke blot et katalog, men også en bog med artikler om Bærentzen, hvor mange af værkerne – også dem, der ikke er udstillet – er gengivet. Bogen, der er redigeret af museumsinspektør på Hofteatret Mikael Kristian Hansen, rummer oplysende artikler om maleren og hans samtid.

I sine bedste kvindeportrætter, som maleriet af Det Kongelige Teaters store stjerne Johanne Luise Heiberg, og i portrætter af ukendte unge kvinder som søstrene Brandt, nåede han en feminin udstråling og dybde, der ikke blev kvalm eller sentimental. Det er simpelthen strålende portrætkunst, som er værdig til at hænge på væggene i vore fineste museer.

Hans hverdagsskildringer af familier har også stor charme og er dygtigt udført. Familieportrættet af hans egen familie, fra 1828, der i 2009 blev købt af Statens Museum for Kunst, er lige så godt som Wilhelm Bendz´ roste maleri af familien Waagepetersen. I øvrigt sætter bogen spørgsmålstegn ved, om det nu er Bærentzens egen familie, der ses på maleriet.

Selvportrætter med humor og sorg

Noget kunstnerisk gennembrud fik Bærentzen hverken i sin samtid eller eftertid. Det er blevet hævdet, at hans portrætter ikke har dybde. Det kan diskuteres, for sandt nok er der i mange af portrætterne en glat overflade og et lidt kunstigt ansigtsudtryk, men i de bedste er han rigtig god.

Der er også grund til at fremhæve hans selvportrætter. I udstillingen er de repræsenteret af et humoristisk lille maleri fra 1827. Det er lidt amatøragtigt, men meget charmerende, og man fornemmer, at akademiets indlæring endnu ikke har gjort stor virkning. Et senere selvportræt, der desværre ikke er med på udstillingen, er helt anderledes. Her er han ældre, og humoren er væk i det delvist færdige maleri. Til gengæld er der dybde i ansigtets udtryk. Bærentzen kigger lidt sørgmodigt på betragteren, og muligvis er det malt kort tid efter hans hustrus, Frederikke Winnings, død i 1849, for hun ses i baggrunden utydeligt, som en fjern figur. Hustruen betød meget for ham, og efter hendes død neddroslede han sin produktion betydeligt. Billedet af hende er et lille, gribende mesterværk.

Med udstillingen og bogen har Hofteatret gjort en fornem indsats for at hive Bærentzen frem af mørket. Enhver, der kan lide 1800-tallets København og dets mylder af kendte og mindre kendte borgere, bør gå ind i teatret og nyde Bærentzens persongalleri.

Hvad: Emilius Bærentzen. En portrætkunstner i Guldalderens Danmark.

Hvor: Hofteatret, København.

Mest læste
Seneste nyt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.