Kunst

Bag virkeligheden

I Paris har Louvre åbnet en helt ny afdeling helliget islamisk kunst gennem omkring 1.000 år, og i Centre Pompidou kan man se en omfangsrig udatilling af maleren, billedhuggeren, filmmageren og selviscenesætteren Salvador Dali.

Åbningsudstillingen i Louvres nye afdeling viser blandt andet en række vævede tæpper. Dette er fra Afghanistan og fra cirka 1413. Udsnit fra kataloget.
Åbningsudstillingen i Louvres nye afdeling viser blandt andet en række vævede tæpper. Dette er fra Afghanistan og fra cirka 1413. Udsnit fra kataloget.

PARIS: Salvador Dali har altid været en omdiskuteret kunstner. Mens han levede. Efter sin død. Irriterende. Fascinerende. Han har været hadet og afskyet, beundret og elsket.

Selvfølgelig må en billedkunstner som Dali dele vandene. For meget. For forfængelig. For fascistisk. Det er måske kunstneres privilegium at være politisk utilregnelige, og Dali har vel næppe billiget, at hans ungdomsven fra akademitiden i 1920ernes Madrid, den fremragende spanske forfatter Federico García Lorca, blev myrdet af Franco-regimet. Men han placerede sig på mange måder uheldigt i datidens kulturkamp. Også i forhold til nogle af sine egne ideer og handlinger.

På den ene side dyrkede han omgang med regimet og med den mest reaktionære del af den katolske kirke. Og på den anden levede han på en måde, der var det modsatte af at være i overensstemmelse med de dyder og familiemønstre, tiden fordrede.

Så er der problemet med pengene og berømmelsen. Praktisk taget alle kunstnere søger begge dele men det ser pænest ud, hvis det ikke ligner spekulation. Det gjorde det unægteligt hos Dali. Han gjorde selv en betragtelig indsats for at ødelægge sit ry og gøre det til et rygte om, at alting var til fals, og siden har kolonner af kunsthandlere fortsat hans bestræbelser, der selvfølgelig har forarget mange, kunstnere som kunstinteresserede, gennem årene.

Kunstmuseet Arken viste for en del år siden en udstilling om noget af al den merchandise, der er inspireret af Dalis særegne verden, og Moderna Museet i Stockholm undersøgte siden et andet aspekt af den udskældte kunstner gennem en udstilling om Dali og hans berømmelse også set som en kunstnerisk strategi.

«

Det er mere end 30 år siden, Centre Pompidou viste en stort udfoldet udstilling af værker af Dali. Det er museets hidtil største publikumssucces. Nu står tusinder af mennesker i kø foran museet for at se en ny udstilling af den spanske billedkunstner. Der er to køer. Den ene den med forudbestilte billetter eller særlige adgangskort tager kun et par timer. Noget må Dali altså kunne.

Det kan han også. Han kunne for eksempel male. Han kunne tænke nyt. Og han var i en stadig dialog med kunsthistorien. Det sidste er et af de aspekter, udstillingen lægger betydelig vægt på.

Allerede mens Dali levede og det var mellem 1904 og 1989 var han omdiskuteret. Surrealismens selvbestaltede grundlægger, digteren André Breton, foragtede Dalis politiske tilhørsforhold og hans pengs'-begærlighed, som min mormor kaldte det, når mennesker var for grådige. Breton skabte anagrammet Avida Dollars ud af hans navn og ekskluderede ham fra den surrealistiske bevægelse. Dali svarede selvfølgelig på dét ved at insistere på, at det var ham, hele surrealismen hvilede på. Som Dali selv fik tusindvis af epigoner, var alle datidens andre store surrealister efterlignede af Dali.

Sandheden var anderledes. Som sin store landsmand Pablo Picasso påbegyndte han meget tidligt en kunstnerisk løbebane, modtog undervisning af Ramon Pichot, iøvrigt en nær ven af Picasso, og debuterede som 14-årig. I 1921 blev han optaget på kunstakademiet i Madrid. Undervisningen var traditionelt anlagt, og Dali markerede sig i stærk opposition til Akademiet, hvorfra han da også blev bortvist. I stedet arbejdede han sig i sin studietid gennem en række af det unge århundredes nye radikale strømninger som kubisme og fauvisme, ligesom han blev påvirket af den fine italienske maler Giorgio de Chiricos stille og stemningsmættede, metafysiske malerier, der kan ses som en slags forløber for surrealismen.

I sidste halvdel af 1920rne opholdt Dali sig i stadig stigende grad i Paris, der på det tidspunkt var billedkunstens verdenshovedstad. Her traf han blandt mange andre Picasso og arbejdede sammen med filminstruktøren Luis Bunuel om filmen »Den andalusiske hund« (1928), der indeholder et af filmhistoriens mest modbydelige billeder: et øje der bliver skåret igennem af et barberblad. På den måde, mente Dali, blev vores sind åbnet for den verden, der lå bag virkeligheden, så vi klarere så og gennemskuede tilværelsens mysterier. Samme år blev han da også medlem af den surrealistiske gruppe centreret omkring André Breton og med medlemmer som Miró og Magritte, Max Ernst og Man Ray.

Centre Pompidous Dali-udstilling rummer mange, men langt fra alle hovedværker. De er sædvanligvis også umulige at låne i hobetal af selv et så betydningsfuldt museum som netop Pompidou.

Men udstillingen fortæller historien kronologisk med tematiske afstikkere til Dalis optagethed af det teatrale og hans fascination af diktatorer. Eller er forklaringen måske snarere, spørger udstillingen, at Dali var fascineret af den absolutte magt, en diktator repræsenterer? Ligesom atombomberne over Hiroshima og Nagasaki både forskrækkede og fascinerede ham: Han blev optaget af videnskaben, repræsenteret af skikkelser som Albert Einstein og Werner Heisenberg, der var blandt Bombens jordemødre. Men han måtte også stille sig selv spørgsmålet: Er Gud i atomet? Det blev et afsæt for en ny erkendelse og let ændret motivkreds, hvor nogle af de amorfe faste former, der havde kendetegnet mange af hans mest kendte billeder, blev opløst, ligesom han introducerede en figur som den spanske mystiker Johannes af Korset. Hvad diktatorerne angik, holdt han sig ikke tilbage fra at gøre grin med flere af dem i sine billeder. Måske gjorde han det blot på en så tvetydig måde, at han beholdt hovedet på kroppen.

En tydeligvis påtrængende pointe i udstillingen er at indskrive Dali i kunsthistorien ved at påpege hans dialog med tidligere kolleger som ikke mindst Jean-Francois Millet. Millet (1804-75) var i store dele af sit liv ligesom Dali selv havde været i sine unge år motivisk og stemningsmæssigt optaget af det simple og strenge, men værdige og ædle liv blandt bønder på landet. Og udstillingen påviser gennem udsøgte eksempler, hvordan Dali låner figurer fra Millet og lader dem indgå i sine egne, dramatiske fortællinger.

På sin vis er udstillingen et umuligt projekt. Man venter temmelig længe på at komme ind, og mange af Dalis film blander sig som flimrende billeder blandt malerierne på væggene og forskellige objekter. Selv om man bruger mange timer, når man ikke at se alle filmene, men udstillingen giver et dækkende indtryk af en af det 20. århundredes mest omdiskuterede billedkunstnere.

I det nærliggende Louvre bliver vi taget endnu længere tilbage i tiden. Det store franske museum, der tidligere tjente som slot for nogle af de franske konger, men som for 220 år siden blev åbnet som museum, har åbnet en ny afdeling helliget islamisk kunst.

Det er den første større tilføjelse til det i forvejen enorme museum, siden I.M. Pais omdiskuterede glaspyramide blev anlagt for snart 25 år siden. Det store tag over den nye afdeling, der er anlagt under jordoverfladen i Visconti-gården, er udformet som et bølgende, flyvende tæppe eller et stykke ørken, der har revet sig løs, og i de store sale siler lyset raffineret ind, sådan som det ofte er tilfældet i islamisk arkitektur, der ofte er blevet skabt i områder, hvor huset skal afskærme fra den stærke varme og det skarpe lys. Den nye afdeling er som en gigantisk hule fyldt med historier fra 1001 nat.

Åbningsudstillingen er et overflødighedshorn af små 3.000 kulturhistoriske artefakter fra ældre tider, forførende iscenesat i lysøer på to mørklagte etager. Genstandene, hvis oprindelse spænder over tiden fra det 7. århundrede, da Muhammed begyndte sin forkyndelse, og islam breder sig over et større landområde, frem til 1700-tallet, da islam kommer under vestligt pres og foretager en tilbagebetrækning fra den del af Europa, der var under islamisk indflydelse. Det er altså ikke udelukkende kunst fra den egentlige muslimske verden, men også fra lande som Spanien, der længe var under islamisk herredømme.

Historien fortælles kronologisk gennem et opbud af meget smukke genstande. Tekstiler, fajance, mosaikker, skulpturer og nogle få malerier. Mange af de udstillede skatte er æstetisk overvældende og tydeligvis i slægt med så mange andre kulturers strålende frembringelser i de samme epoker. Læser i flyet til Paris en artikel i Weekendavisen af Martin Krasnik, hvor han skriver om, at »jøder og muslimer er ulykkelige brødre, hvor noget er gået helt galt«. Og i nærheden på det store museer finder man da også afdelinger fra andre af de store kulturer, som gør det muligt at se æstetiske og formgivningsmæssige fællestræk. Under alle omstændigheder fortæller udstillingen historien om, hvordan mennesker gennem tiderne har søgt skønheden i hverdagen og skabt kunsthåndværk, der stadig i dag forfører gennem sin skønhed.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.